DISCUSSION
AA’er er unormale vedhæng af den forreste øremuskel, der består under den tidlige embryonale udvikling. Embryonale auriculære komponenter optræder tidligt i fjerde svangerskabsuge. Aurikulære komponenter udvikles på siden af munden og bevæger sig gradvist lateralt og dorsalt i løbet af udviklingen . Placeringen af AA’er er korreleret med forløbet af den embryonale udvikling af de tre bakker i den første svælgbue. Derfor kan de unormale udviklingstilhæftninger være placeret inden for en buet trekant fra mundkommissurens rille til den forreste ørespalte mellem den spiralformede rygsøjle og ørelappen (fig. 1). Disse placeringer korrelerede med vores fund af fordelingen af AA’er. Flere andre undersøgelser har beskrevet disse unormale hudtilhæftninger som præaurikulære tags . I disse undersøgelser blev andre hudtilhæftninger, der ikke var placeret i det præaurikulære område, betragtet som varianter af AAs. Disse hudtilhæftninger kan imidlertid være til stede i det bukkale eller intraaurikulære område. Vores undersøgelsesdata viste, at bukkale AA’er var til stede i 5,0 % af tilfældene og intraaurikulære AA’er i 27,6 % af tilfældene. Andre undersøgelser har betragtet hudtilhæftninger som accessoriske tragi . Vores undersøgelse viste, at 73,5 % af de præaurikulære AA’er og 91,0 % af de intraaurikulære AA’er blev fundet i tragusregionen. De fleste AA’er var placeret i tragusregionen og havde potentiale til at udvikle sig til en tragus. De kunne kaldes accessoriske tragius. Der fandtes dog også præcrurale, prelobale, crurale og lobale AA’er, som måske ikke havde potentiale til at udvikle sig til en tragus. De kunne have haft potentiale til at udvikle sig til crus eller øreflippen. Nogle undersøgelser har beskrevet disse hudtilhæftninger som AA’er , og vi foreslår også, at AA er den mest korrekte betegnelse for disse unormale hudtilhæftninger. Pretragal og intratragal var de mest almindelige undertyper i det præaurikulære og intraaurikulære område. Pretragale og intratragale AA’er kan være bestemt til at danne tragus og kan have samme oprindelse som den embryonale helle. Park beskrev en enhed kaldet “hillock 2”, som måske er den mest almindelige komponent af disse misdannelser. Interessant nok observerede vi, at mange pretragale eller intratragale AA’er var grupperet i par, mens de fleste AA’er på andre områder var af en enkelt type. Yderligere embryologisk undersøgelse er nødvendig for at forklare denne observation.
AA-formen blev klassificeret i henhold til fremspringningsmønsteret over overfladen som stilkede, sessile, areolære, rest eller deprimerede. Pedunculated og sessile mønstre blev underklassificeret som sfærisk, ovoid, fliget eller nodulær i henhold til deres kropsform. De fleste AA’er (81,7 %) var sessile eller pedunculerede. Areolære, restmønstre og deprimerede mønstre var mindre almindelige og tegnede sig for 12,9 % af dem. Disse mindre mønstre var også udviklingsanomalier af de tre bakker i den første svælgbue. Under dannelsen af den forreste aurikulære struktur kan en ukendt forhindring forårsage, at bakkerne danner en fremspringende del, en depression eller en anden morfologisk anomali. Vi mener, at AA’er kan beskrives godt efter disse mønstre og former.
Den fordeling af AA’er efter placering og form, der er observeret i vores center (tabel 2 og og3)3), kan afvige fra fordelingen i den almindelige befolkning. Vores resultater kan have været skævvredet, fordi vores center er specialiseret i at udføre tragal deformitetsrevisionskirurgi. Vores undersøgelsespopulation omfattede flere tragale deformiteter end dem, der findes i den generelle befolkning. I vores klassifikation blev tragaldeformiteterne klassificeret efter form. De fleste af disse anomalier blev klassificeret som sessile lobede og intratragale AA’er. I en generel population af personer med en AA kan formfordelingen således være den samme som i vores tilfælde med præaurikulært eller buccalt område. Det stilkede mønster var det mest almindelige i de præaurikulære (44,4 %) og bukkale (62 %) områder. Et ovoidt og pedunculeret eller sessilt mønster var den mest almindelige form i de præaurikulære (43 %) og bukkale (32 %) områder. Desuden kan den intratragale undertype (25,1 %) være væsentligt mindre almindelig i en generel population af personer med en AA end i vores undersøgelsespopulation, og den præragale undertype (49,6 %), især den superior præragale undertype (27,6 %), kan være langt mere almindelig.
De fleste AA’er har en bruskrod. Andelen af tilstedeværelse af bruskrod var 78,4 %. Hver bakke i den første svælgbue udvikler sig til hver komponent af den forreste aurikel. Den spiralformede crus og tragus har en bruskstrukturbase, mens ørelappen ikke har en bruskstrukturbase. Vi formodede, at tilstedeværelsen af en bruskrod i en AA afhænger af placeringen, og analyserede tilstedeværelsen i overensstemmelse hermed. Vi antog, at en embryonal bakke med potentiale til at udvikle sig til den spiralformede crus crus eller tragus kræver en bruskrod, og at en bakke med potentiale til at udvikle sig til en ørelap måske ikke kræver en bruskrod. Blandt pedunculated og sessile mønstre havde alle prækrurale og intrakrurale undertyper bruskrodsrødder, men 2 % af de prelobale og 0 % af de intralobale undertyper havde en bruskrodsrod. Prelobale eller intralobale AA’er kan være bestemt til at udvikle sig til en øreflip, hvilket betyder, at en bruskbase ville være unødvendig. Interessant nok havde 96 % af de superior pretragale, 65 % af de middle pretragale og 36 % af de inferior pretragale subtyper en bruskrod. Den overlegne del af de pretragale AA’er kan have en høj sandsynlighed for at udvikle sig til den spiralformede crus eller tragus med en bruskbase, mens den inferiore del af de pretragale AA’er kan have en høj sandsynlighed for at udvikle sig til øreflippen, som ikke har en bruskbase. Uanset om AA’en var placeret i det bukkale, præaurikulære eller intraaurikulære område, var bruskrodsroden rettet mod placeringen af den tragoheliske sulcus eller tragus i auriklen, som den embryonale hængekugle kan danne. Desuden observerede vi mange pretragale eller intratragale AA’er, der ikke havde en bruskrod, men i stedet havde et fibrotisk bånd rettet mod den spiralformede crus eller tragus.
Sammenfattende blev AA’er med hensyn til placering klassificeret som intraaurikulære, præaurikulære og bukkale. Intraaurikulære AA’er blev underinddelt i intrakrurale, intratragale og intralobal typer. Præaurikulære AA’er blev underopdelt i præcrural, superior pretragal, midterprætragal, inferior pretragal og prelobal type. Buccale AA’er blev underopdelt i anterior buccal og posterior buccal typer. Med hensyn til protrusionsmønsteret blev AA’erne klassificeret som pedunculerede, sessile, areolære, rest og deprimerede. Pedunculated og sessile mønstre blev underinddelt i sfærisk, ovoid, fliget og knoldformet form. Den mest almindelige subtype af placering var superior pretragal (41,0 %) i det præaurikulære område, intratragal (91,0 %) i det intraaurikulære område og posterior bukkal (54,0 %) i det bukkale område. Det mest almindelige protrusionsmønster og -form var pedunculated ovoid i de præaurikulære (27,8 %) og bukkale (28,0 %) områder og sessile lobede i det intraaurikulære område (48,7 %). Bruskroppens tilstedeværelse var afhængig af placeringen. Med hensyn til placering og form var den mest almindelige type præaurikulær AA den superior pretragale pedunculated ovoide AA (13,2 %) med en bruskrod, og koden for denne var PTsPO+. KHU-kodesystemet kan vise sig at være særlig nyttigt til at formidle AA’ers placering, form og brusktilstand. Selv om undersøgelsen var begrænset af, at alle data var fra én institution, forventer vi, at dette nye klassifikations- og kodningssystem kan danne en ramme for håndtering af AA’er.