En possessory credit inden for filmproduktion er brugen af en filmkredit, der giver den primære kunstneriske anerkendelse til en enkelt person, normalt (men ikke altid) filmens instruktør. Eksempler herpå er “En Stanley Kubrick-film” (The Shining), “En film af Quentin Tarantino” (Pulp Fiction) og “Alfred Hitchcocks Psycho” (Psycho). Possessory credit bruges også nogle gange i tv-programmer; f.eks. Tyler Perrys House of Payne (Tyler Perrys TBS-sitcom House of Payne). Lejlighedsvis anvendes et andet ord end “film”, f.eks. “A Spike Lee Joint” eller “A Martin Scorsese Picture”. Possessory credit kan også gives til producenten; et eksempel herpå er “Steven Spielberg presents Back to the Future”.
Og selv om den tidligste brug af possessory credit stammer fra 1915’s The Birth of a Nation, blev brugen af possessory credits især udbredt i 1970’erne og 1980’erne. Writers Guild of America (WGA) har gentagne gange forsøgt at begrænse possessory credits til forfattere, men er altid blevet modarbejdet med succes af Directors Guild of America (DGA), så det står instruktørerne frit for at forsøge at forhandle sådanne credits, hvis de ønsker det.
I nogle tilfælde går possessory credit til forfatteren af den roman, som filmen er baseret på (f.eks. “Bram Stokers Dracula”, “William Shakespeares Romeo + Juliet” og nogle Stephen King-film). I Tim Burtons “The Nightmare Before Christmas” var Burton ikke filmens instruktør, men i stedet forfatter, producent og en vigtig kreativ stemme. Dette kan også være et eksempel på, at en besiddelsesmæssig kredit er valgt af markedsføringsmæssige årsager, da Burton var et mere anerkendt navn end filmens instruktør, Henry Selick.
DGA opfordrer filmskabere til at udvise tilbageholdenhed med at tage kredit, indtil de har opnået udbredt navnekendskab eller modtaget mindst to etablerede priser for deres film og dermed sikret deres eftermæle som filmskabere.