Prædikeserie: “Korte og søde sommersalmer”
Dagens prædiken: Salme 133 – “Guds velsignelser af enhed, der løber ned over os”
Pastor Louis Prontnicki Maple Glen Bible Fellowship Church
En sang om opstigninger. Af David.
1 Hvor er det godt og behageligt, når brødre lever sammen i enhed!
2 Det er som dyrebar olie, der hældes på hovedet, løber ned på skægget,
løber ned på Arons skæg, ned på kraven på hans kjortel.
3 Det er som om Hermons dug falder på Zions bjerg.
For der uddeler Herren sin velsignelse, ja, liv til evig tid.
Indledning: Sidste søndag, da jeg spurgte jer, hvorfor I kommer i kirke om søndagen, sagde nogle af jer, at det var på grund af det fællesskab, I har her, med andre brødre og søstre i Herren. Lad os undersøge dette aspekt af vores sammenkomst og stille et andet spørgsmål, nemlig: “Hvorfor nyder du at mødes med andre mennesker? Hvad er det, I har til fælles, som gør jeres tid sammen behagelig?”
Ps. 133 hjælper os til at se, at der er mere i sødt fællesskab end fælles interesser, ensartede personligheder og fælles erfaringer; faktisk er der en overnaturlig dimension i sandt kristent fællesskab. Lad os tage et kig.
Opskrift af dagens prædiken:
I. Strukturen
II. Indstillingen
III. Stoffet
IV. Betydningen
I. Strukturen i Sl. 133
Som vi gjorde sidste søndag med Sl. 117, vil vi gerne tage et øjeblik til at værdsætte skønheden i symmetrien og strukturen i denne korte salme. Hvad bemærker du ved dens form?
Se på salmen; læg nu mærke til de ord/idéer, der gentages (Løber ned/falder).
Således er salmens tredelte struktur som følger;
- 1 er en erklæring om velsignelsen af sand enhed (horisontale relationer)
- 2-3a giver os to analogier af denne enhed (ved hjælp af vertikale illustrationer: løber ned)
- 3b afsluttes med en erklæring om den velsignelse, som Herren skænker sit forenede folk.
Så du kan se, at det tilbagevendende billede eller den tilbagevendende retning i denne salme er tanken om at “løbe nedad”. Tre gange i den hebraiske tekst, og måske i din danske oversættelse, ser vi ordet “løber ned” (2x i v. 2), og en gang i v. 3 (“falder” eller “falder”), som er det samme ord som i v. 2.
Det er ordet “Jordan” som i Jordanfloden, der løber ned fra de 9.000 fod høje bjerge i Syrien, hele vejen ned til Det Døde Hav, ca. 1.300 fod under havets overflade!
Derfor er det dominerende billedsprog, der bruges i Sl. 133 til at beskrive velsignelser og godhed er det, at noget kommer ned fra oven … og i sidste ende kommer ned fra Herren, kilden til al godhed og velsignelse, i Jesus Kristus.
Så mens vi har en tendens til at tænke på en salme om enhed i et horisontalt plan, peger Guds ord os i en vertikal retning, da vi ser hans velsignelser løbe ned over hans forenede folk!
II. Indstillingen af Sl. 133
Ps. 133 er den næstsidste “opstigningssang”. (Sl. 120-134) Det er de sange, der blev sunget, når det jødiske folk foretog deres pilgrimsrejser til Jerusalem. Bemærk, at mens de gik op til Zions bjerg, kom Herrens velsignelser ned over dem i deres enhed i deres målsætning og tilbedelse.
Disse pilgrimme nød en særlig enhed, en levende enhed, mens de rejste som én på deres trosrejse for at tilbede Herren.
Måske brugte David denne salme på det tidspunkt i 2. Samuelsbog 6, hvor Pagtens Ark blev bragt til den nye hovedstad Jerusalem, og hele folket var forenet i fejring.
Og senere, da hele Israel samledes til en af de store fester i Jerusalem. (For eksempel læser vi i 2 Krøn. 30:12, at da kong Ezekias fejrede påsken, læser vi: “At Guds hånd var over folket for at give dem enhed i sindet til at udføre det, som kongen og hans embedsmænd havde befalet, efter Herrens ord.”)
Derfor har Sl. 133 for os i dag en særlig betydning, når vi samles for at tilbede Herren Jesus Kristus, som vi gør det i dag!
III. Indholdet af Sl. 133
Der er tre dele af indholdet af denne salme:
- En erklæring om velsignelsen af sand enhed (horisontale relationer) v. 1
“Hvor godt (duggen) og behageligt/ dejligt (olien) er det, når brødre lever sammen i enhed!”
Denne enhed er “god” i sig selv (objektiv) og “dejlig” i oplevelsen (subjektiv.)
Motyer: “brødre” indebærer nødvendigvis et tilhørsforhold, familieenhed. Men “enhed” er noget helt andet! Det er godt at se familien samlet, men hvis der er ægte enhed, er det en bonus og en stor velsignelse. Blodets enhed går videre til hjertets enhed.”
Stott: “Guds pagtsfolk er allerede brødre; men det er godt og behageligt, hvis de ud over deres broderlige forhold også lever sammen i enhed. (Bare det at være brødre er ikke en garanti for enhed – se 1. Mosebogens historier om Kain og Able; Jakob og Esau og Josef og hans bror!) Denne enhed er Guds værk; hans velsignelser løber ned til os.
2. To analogier af denne enhed (ved hjælp af vertikale illustrationer: løber ned) vv. 2-3a
Hvorfor er denne enhed som olien, der løber ned til os? Er det fordi begge stiger ned, og de begge omfavner hele legemet og helliger det? Eller er det for at lære, at en sådan enhed er velduftende som olie og forfriskende som duggen? Måske er begge dele sandt.
Motyer bemærker: “To forskellige analogier: For det første indvielsesolien, der peger på enhed som en hellig velsignelse fra Gud, der skaber det præstefolk, som Israel skulle være (2 Mos 19:6). Den anden omhandler et mirakel – Hermon’s dug falder på Zions bjerg/ Hermon var det øverste bjerg i nord (Israel); Zion var det øverste bjerg i syd. At de skulle forenes på denne måde kunne kun være en Guds handling: sådan er altså, sagde David, enheden i Guds folks familie, et af Gud skabt mirakel.”
3. Det afsluttes med en erklæring om den velsignelse, som Herren skænker sit forenede folk. v. 3b
For der (dvs, Jerusalem; men også med henvisning til salmens indledning: hvor der er enhed, der falder velsignelsen på Guds befaling.) uddeler Herren sin velsignelse (Sl. 134,3), ja, liv til evig tid. (“Sand enhed er fra oven; en velsignelse, der skænkes langt mere end noget, vi opnår.”)
Det sted, hvor Gud befalede sin velsignelse, er der, hvor hans folk har enhed i legemet. Gud velsigner ikke en kirke, hvor der er splittelse og sladder. Nej, han sender sin evangeliske velsignelse over de menigheder, der har ydmyget sig selv og elsker og tjener hinanden.”
Calvin skriver: “Gud befaler sin velsignelse der, hvor freden dyrkes.”
IV. Betydningen af Sl. 133
Lad mig spørge dig: “Hvad har du til fælles med andre i kirken, som gør dit fællesskab med dem behageligt?” Lignende interesser? Stadie i livet? Personligheder eller baggrunde, der er ens?
Hvis vi er ærlige, er det ofte PLU-faktoren: Vi nyder at være sammen med mennesker som os.
Men du behøver ikke Helligånden for at få det til at ske. Man har ikke brug for Kristi kors, der nedbryder nogen skillevægge, for at have den slags venskab, ikke sandt?
Men Gud kalder os til en overnaturlig enhed i Kristus! Hans mål om at gøre os til ét i Kristus går forud for hobbyer, alder, race, erhverv eller personligheder.
I deres bog The Compelling Community: Hvor Guds kraft gør en kirke attraktiv, foreslår Mark Dever og Jamie Dunlop, at det sande fællesskab, som Gud leder efter, ikke er disse PLU-fællesskaber, men en gudgiven enhed blandt forskellige mennesker, som drages sammen, ikke på grund af ensartede ydre interesser eller demografiske forhold, men på grund af vores enhed i Kristus. Vores enhed skal have et overnaturligt grundlag; den skal kunne tilskrives Kristus og ikke naturlig kompatibilitet.
Hvad er “limen”, der forener os?
Er det mest fælles interesser og lignende personligheder?
Og er det mere, at vi er en “broderbande”, der tjener og tilbeder og vidner side om side i de åndelige skyttegrave, mens vi kæmper sammen mod vores fælles fjende, djævelen, og mens vi tjener vores eneste sande kommandant, kong Jesus?
Ser du beviser på det i dit fællesskab med andre?
Lad mig give dig en anden betydning af vores nådebaserede enhed i Kristus.
Vi kender alle til voksne, der ved, at deres biologiske mor lavede en adoptionsplan for dem, da de var spædbørn, og nu, senere i livet, søger de at blive genforenet med deres biologiske mor/forældre. Ja, de hører til hos deres adoptivforældre og søskende, men de har også en længsel efter at få forbindelse med deres familie af kød og blod. De ved, at de er derude, men de har ikke mødt dem endnu.
Hvad sker der, når de finder deres biologiske familie? Ofte er der en stor fest og en stor tid, hvor man bruger timer og dage på at lære denne familie at kende. Det kan være svært og akavet, men der er noget tilfredsstillende ved at forene sig med sin familie af kød og blod.
David Bricker, der er administrerende direktør for Jews for Jesus, skriver i denne måneds nyhedsbrev om “Vores mystiske familie”. Han fortæller om en medarbejder, der var blevet adopteret som spæd, og som vidste, at hun havde en biologisk familie, som hun aldrig havde mødt. Da hun som voksen søgte at finde denne familie, blev hun forenet med to biologiske brødre og sin far, og hun blev både velsignet og udfordret ved at forholde sig til disse mennesker, hendes kød og blod!
Bricker fortsætter med at skrive, at alle vi, der er troende i Jesus Kristus, faktisk oplever en lignende proces, men omvendt. Det vil sige, at de fleste af os vokser op med vores biologiske familie, og når vi så bliver forløst af Kristus og adopteret ind i Guds familie, møder vi alle disse brødre og søstre, som vi ikke vidste, at vi havde! Og det er både en velsignelse og en udfordring at forholde sig til denne åndelige familie, vores virkelige familie!
Lad os anvende dette:
Søger du en sådan enhed? Er det vigtigt for dig?
Denne enhed er en stor udfordring: i kirker, i kristne skoler, i missionsorganisationer og selv i ældste eller diakoniske bestyrelser! I en tid, hvor vores nation er så splittet op langs racemæssige linjer og politiske sider, har vi desperat brug for at søge denne gudgivne enhed.
Er du villig til at arbejde for denne gudgivne enhed?
Hvis det er tilfældet, hvilket første skridt skal du så tage? (Omvendelse af fordomme, nag, had? Bøn om tilgivelse?)
Husk: hele processen starter med, at du bliver forenet med Gud gennem Herren Jesu Kristi forløsende gerning.
Hvor vigtig er denne enhed?
Johannesevangeliet 17:20-21 “For at de skal være ét, ligesom du, Fader, er i mig, og jeg er i dig, for at også de skal være ét i os. For at verden skal tro, at du har sendt mig.”