Jeg vil gøre det selv
Kig på disse nyttige ressourcer
Bibelkommentarer
Prædikninger
Børneprædikener
Salmesangslister
Salmesangslister
Markus 9:14-29 Jeg vil gerne gøre det selv
Af pastor R. James T. Batchelor
Jeg kan huske, at jeg voksede op i kirken og hørte beretningen i dagens evangelium. Det, der virkelig imponerede mig som barn – faktisk gjorde det mig bange – var, at Jesus blev meget frustreret over disciplene. Han var frustreret over, at disciplene ikke var i stand til at håndtere denne dæmonbesatte dreng.
Jeg var for ung til at udtrykke mine følelser, men hvis jeg kunne have udtrykt mine følelser, ville det have gået nogenlunde sådan her: “Jeg vil ikke have, at Jesus bliver frustreret over mig. Jeg må hellere lære, hvordan man driver dæmoner ud af dæmonbesatte mennesker. Faktisk burde jeg, hvis jeg har en stærk nok tro, kunne helbrede folk for alle mulige problemer.” Husk på, at dette var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg troede, at hvis jeg bandt et håndklæde om halsen, så det lignede en kappe, så burde jeg kunne hoppe op i luften og flyve som supermand.
Nu er spørgsmålet stadig tilbage, på trods af at jeg havde mere fantasi end forstand, da jeg var i den alder. Jesus sagde: “Utroskabende slægt, hvor længe skal jeg være hos jer? Hvor længe skal jeg bære med jer? Bring ham til mig.” (Markus 9:19) Jesus er tydeligvis frustreret over disciplene, fordi de ikke var i stand til at tage sig af denne dæmon. Skulle han også være frustreret over os, fordi vi ikke kan udføre helbredende mirakler?
Her kommer en af de store regler for bibelsk fortolkning til undsætning. Vi skal altid læse Bibelen i lyset af dens fulde kontekst, herunder konteksten i den kultur, hvor den blev skrevet. Hvis vi arbejder os tilbage fra dagens evangelium – for at hente noget kontekst i Markus 6 – læser vi disse ord:
Jesus “kaldte de tolv til sig og begyndte at sende dem ud to og to, og han gav dem myndighed over de urene ånder”. Han befalede dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end kun en stav, intet brød, ingen tegnebog, ingen penge i deres pung, men at de skulle bære sandaler og ikke iføre sig to tunikaer. Han sagde til dem: “Hvor som helst I går ind i et hus, skal I blive der, indtil I går ud derfra. Og enhver, som ikke vil tage imod jer eller høre jer, skal, når I går bort derfra, ryste det støv af, som er under jeres fødder, som et vidnesbyrd mod dem. Sandelig, siger jeg jer, det vil være mere tåleligt for Sodoma og Gomorra på dommens dag end for denne by! De gik ud og prædikede, at folk skulle omvende sig. De drev mange dæmoner ud, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.” (Markus 6:7-13) Disse ord lærer os, at Jesus allerede havde givet disciplene autoritet. Jesus havde givet dem myndighed over urene ånder. De var i stand til at uddrive dæmoner og helbrede de syge. Jesus havde lovet at give dem denne myndighed, og det skete, som Jesus havde lovet.
En abonnent siger: “Kære Dick, jeg priser Gud for din tjeneste og for den generøsitet, hvormed du deler dit prædikemateriale med mig. Jeg har brugt det materiale, som du trofast har sendt mig i løbet af de sidste måneder. Vores sogn er blevet velsignet af input, og min glæde ved at forberede prædikener er steget enormt. Jeg er sikker på, at folk i dette sogn har nydt godt af det, og i sidste ende bliver Jesus herliggjort.”
TRY SERMONESTRUKTØR!
Tusind gnister til at inspirere dig – og din menighed!
Få dine fire gratis prøveeksemplarer!
Klik her for mere information
Har vi også et løfte fra Jesus, der giver os autoritet til at udføre helbredende mirakler? Når vi undersøger Skrifterne, kan vi ikke finde et sted, hvor Jesus har lovet disse mirakuløse tegn på helbredelse. I stedet blev disse mirakler specifikt givet til apostlene som et tegn på deres embede som apostel. De var dem, som Jesus havde overdraget sin lære til, indtil de kunne få den nedskrevet. De var dem, som Jesus havde givet autoritet til at informere kirken om, hvilke skrifter der var sande skrifter inspireret af Helligånden. Det var dem, der havde Jesu løfte om autoritet over sygdomme og dæmoner.
Så hvad var det, der skete i dagens evangelium? Hvorfor var disciplene ikke i stand til at drive dæmonen ud? Hvad gik galt? Hvorfor var Jesus frustreret over dem?
I sidste ende kan det koges ned til menneskehedens ældgamle problem. Hvis vi ser på historien i Det Gamle Testamente, lærer vi, at hver gang Israels børn fik succes, troede de, at det var deres egen skyld. De begyndte at udelade Gud fra billedet. Denne cyklus gentager sig igen og igen i hele Det Gamle Testamente. Israelitterne er i problemer. De vender sig til Gud. Gud redder dem. Israelitterne får succes. De glemmer Gud. Uden Guds beskyttelse havner de igen i problemer. Når de kommer i problemer, vender de sig til Gud, og cyklussen gentager sig. Dette viser et problem, som alle mennesker har. Når tingene går godt, har vi en tendens til at glemme Gud.
Disciplene havde glemt kilden til deres magt. De havde glemt, at det ikke var dem, der udførte helbredelsen osv. I stedet er det Gud, der gør helbredelsen. Faktisk fortæller dagens læsning os, at disciplene ikke engang bad over drengen. sagde til dem: “Denne slags kan ikke komme ud af noget, undtagen ved bøn og faste”. (Markus 9,29). Jesus kvalificerer ikke engang ordene bøn eller faste. Han siger ikke inderlig bøn eller intens bøn eller vedholdende bøn og faste. Han sagde bare bøn og faste. I stedet for at bede Gud om at drive dæmonen ud, forsøgte disciplene simpelthen at gøre det i deres egen kraft.
Dette er den virkelige grund til frustration fra Jesu side. Deres tro var på dem selv i stedet for på Gud. De havde ikke engang inviteret Gud til at hjælpe dem, og endnu mindre havde de stolet på Gud til at udføre hele miraklet.
Vi er hjælpeløse uden Gud. Helligånden inspirerede apostlen Paulus til at sige det på denne måde: “… I var døde i overtrædelser og synder.” (Efeserne 2:1b) Døde mennesker kan ikke gøre noget. De kan ikke engang tro for sig selv. Jesus sagde selv: “Jeg er vintræet. I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, for uden mig kan I intet gøre.” (Johannes 15:5)
Vi kan intet gøre uden Kristus, fordi Guds lov kræver fuldkommenhed. Én synd – én indiskretion, og vores evighed er dødsdømt. Husk, at synd også omfatter de gange, hvor vi undlader at gøre det, som Gud ønsker, at vi skal gøre. Dette er en fuldstændig umulig standard for mennesker, der er åndeligt døde, når de kommer til denne verden. Vores eneste håb må være i Jesus.
Det er troen på Jesus, der giver os dette håb. På et andet tidspunkt og sted sagde Jesus: “Den, der tror på ham, bliver ikke dømt. Den, der ikke tror, er allerede blevet dømt, fordi han ikke har troet på den eneste Guds søns navn.” (Johannes 3:18) Heraf lærer vi, at kun troen på Guds Søn, Jesus Kristus selv, frelser os fra fordømmelse. Enhver anden tro fordømmer os til evigheden i helvede.
Sådan som Jesus var den eneste løsning for den dæmonbesatte søn, således er Jesus også den eneste løsning for os. Ligesom Jesus tog sig af dæmonen i dagens evangelium, tager han sig også af synden i os. Han beder os ikke om at arbejde vores egen synd væk. I stedet for arbejdede han vores synder af for os. Han tog vores synder på sig selv og bar dem derefter til korset. Han tog straffen for vores synder på sig selv, så vi ikke behøver at lide for dem. Han besejrede synden med sin lidelse og død og besejrede derefter døden ved at genopstå fra graven. Nu tilbyder han hele menneskeheden helbredelsen for synd.
Vi modtager denne helbredelse ved tro, men selv her forsøger syndens kræfter at bedrage os. Djævelen, verden og selv vores egen syndige natur forsøger at overbevise os om, at denne tro er noget, vi selv skaber i os selv. Faktisk er der en populær sang, der begynder med ordene “Jeg har besluttet mig for at følge Jesus”. Sammenlign dette udsagn med de ord, som Helligånden inspirerede Paulus til at skrive: “Kødets sind er fjendtligt indstillet over for Gud, for det er ikke underlagt Guds lov, og det kan det heller ikke være.” (Romerne 8:7) Heraf lærer vi, at det ikke alene er umuligt for nogen at frembringe tro i sig selv, men at personen uden tro er fjendtlig over for Gud.
Paulus skrev også: “Derfor kundgør jeg jer, at intet menneske, der taler ved Guds Ånd, siger: ‘Jesus er forbandet’. Ingen kan sige: ‘Jesus er Herre’, uden ved Helligånden.” (1 Korinther 12:3) Ligesom faderen måtte bringe sin søn til Jesus i dagens evangelium, kan vi heller ikke selv komme til Jesus Kristus. Som Martin Luther forklarer: “Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham. Men Helligånden har kaldt mig gennem evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro.” (Lille katekismus, trosbekendelsen, tredje artikel) Der er ingen måde for os at skabe troen i os selv. Helligånden må give den til os som en gave.
Dette bringer os igen tilbage til faderens bøn: “Jeg tror. Hjælp min vantro!” (Markus 9:24b) Når vi kristne beder denne bøn, erkender vi, at vores tro er svag, og at vi intet kan gøre for at bevare den, endsige styrke den. Vi råber til Gud ud fra vores totale hjælpeløshed og beder ham om at holde os fast i den ene, sande tro, indtil han kommer og tager os hjem til sig selv i himlen.
Helligånden arbejder for at give os en tro, der tror på Guds nåde, ikke på vores egne gerninger. Han kalder os til at tro på den, som er vejen, sandheden og livet. Han kalder os til at tro på den, der driver dæmoner ud og giver os sandt liv i stedet. Han kalder os til at tro på Jesus Kristus. Den tro, der kommer indefra os selv, vil fejle. Den tro, der kommer fra verden, vil fejle. Kun Helligåndens gave, troen på Jesus Kristus, vil vare evigt. Og kun gennem denne tro vil Jesus give os syndernes forladelse, liv og frelse. Amen
Skriftcitater fra World English Bible.