Skrifter: 1 Samuel 16
Forældreskab er i bund og grund et spørgsmål om kontinuerlig træning. Med det mener jeg, at alt, hvad du gør dag ud og dag ind, lærer dit barn noget – nogle gange på godt og andre gange på ondt. Så fra tid til anden er vi nødt til at spørge os selv: “Hvad er det, jeg lærer mine børn? Hvad kommunikerer jeg til dem?” Med det spørgsmål i baghovedet vil jeg henlede jeres opmærksomhed på den episode, vi netop har læst fra 1. Samuelsbog.
Herren befalede profeten Samuel at gå til Isajs hus i Betlehem og salve en af hans sønner som Sauls efterfølger. Da Samuel ankom til Isajs hus, erfarede han, at Isaj havde otte sønner. Jesse trak stolt de ældste frem i håb om, at en af dem var den, som Samuel søgte. Men nej, ingen af dem ville gøre det. På det tidspunkt spekulerede Samuel på, om han havde fået den rigtige opgave fra Herren, om han havde begået en fejl. For at være helt sikker spurgte han, om Isaj havde flere sønner. Det havde han ganske rigtigt. Den yngste. En dreng ved navn David, som var ude at vogte får. Isaj kaldte David til sig, og da han ankom, sagde Herren til Samuel: “Det er ham.” Og så blev David lige på stedet salvet som Israels næste konge.
“Dette er den rette.” Disse ord opsummerer den slags holdning, som forældre bør have over for deres børn og kommunikere til deres børn.
Dette udtryk minder mig f.eks. om vigtigheden af at indgyde vores børn en følelse af selvværd. At give dem gaven af accept og lade dem vide, at de er noget særligt på deres egen måde.
“Dette er den eneste ene” kan oversættes til “Du er noget særligt.”
Uheldigvis gik Samuel til sin opgave med at finde Herrens salvede med en slags “skønhedskonkurrence”-mentalitet. Og det gjorde Jesse også. De ledte efter den smukkeste, den stærkeste, den, der syntes at have mest visdom. Da Samuel havde kigget på alle Isajs sønner, spurgte han, om der var flere. Jesse sagde: “Der er jo David. Nu er han jo den yngste. Og han er ude at vogte får.” Den uudtalte tanke, som Isaj meddelte, var: “Han er ikke den rette.” Jesse overså David, fordi han var den yngste, sandsynligvis ikke den smukkeste og helt sikkert manglede modenhed. “Han er ikke noget særligt. Nope, he’s not the one.”
Hvis vi ikke passer på, kan forældre i dag forfalde til den samme tendens: at minimere deres børn, at se bort fra hvem de er af den ene eller den anden grund. På tusind små måder kan vi på kommunikere til vores børn en følelse af, at de ikke er noget særligt i sig selv, at de ikke kan måle sig med hverken en søskende eller en anden. Som følge heraf vil de vokse op og mangle en følelse af selvtillid. De vil aldrig føle sig accepteret på deres egne betingelser. Så hvad er den rette fremgangsmåde? Hvordan kan vi indgyde vores børn den vigtige følelse af selvværd og accept? Jeg tror ikke, der er noget mere værdifuldt i denne henseende, end at I som forældre nyder jeres børn. Ja, det er præcis det, jeg sagde: “
Sam Keene, en kendt forfatter, besøgte sin far, før han døde, for at takke ham for at være en god forælder. Han fortalte sin far, hvad der betød mest for ham som barn: “Du har altid været der, når nogen af os børn havde brug for dig. Og gennem alle årene har du givet os den bedste gave, som en forælder kan give os – du har glædet dig over os. På alle mulige måder lod du os vide, at du var glad for, at vi var her, at vi havde værdi i dine øjne, at vores tilstedeværelse var en glæde og ikke en byrde for dig.” (Sam Keene, citeret i Stages: The Art of Living the Expected af John R. Claypool, Waco, Tex.: Word Books, 1977, 23.)
Jeg tror, at det vigtigste, han sagde der, var: “I tog glæde af os. Du lod os vide, at du var glad for, at vi var her.” Jeg ved godt, at det er ekstremt svært, når de lige har malet væggen i hulen om med magiske tuscher, eller når de beslutter sig for at vade i det nærmeste mudderhul, mens du gør rent i huset. Men det er sandt, ikke desto mindre. Børn vil udvikle en følelse af selvværd og accept i den grad, som du nyder dem. Dine børn vil udvikle den følelse af accept og værdi, som vil sætte dem i stand til kun at bidrage til denne verden i den grad, hvor de føler, at du er glad for, at de er her. At du nyder det faktum, at de er en del af dit liv. Dermed giver du dem en følelse af, at de virkelig er “den eneste ene”, uanset hvad.
Charles og John Wesley er velkendte for os. Den ene en stor salmedigter, den anden en stor prædikant. De var med til at grundlægge det, vi i dag kender som metodistkirken. Men Charles og John Wesley var blot to af de 18 børn, der blev født af Suzanna Wesley og hendes mand. På den tid var der bestemt ikke mange, om nogen, bekvemmeligheder, der gjorde en dags arbejde i hjemmet lettere.
Nu gjorde denne vidunderlige kvinde ikke desto mindre en dyd ud af at tilbringe en del af sin dag med hvert af sine børn. Hun nægtede at lade tiden blive hendes fjende, og på sin egen måde lod hun dem vide, at hun glædede sig over dem. Hun var i stand til at kommunikere til hvert af disse børn følelsen af, at “du er den eneste ene, for så vidt angår mig”. Jeg er overbevist om, at hendes flid i denne henseende gjorde det muligt for Charles og John at yde de bidrag til kirken, som de gjorde. (Carlyle Marney, Achieving Family Togetherness (Nashville: Abingdon, 1958, 15)
“Det er den rette.” Disse ord udtrykker ikke kun vigtigheden af at få vores børn til at føle sig værdifulde, men de kommunikerer også den idé, at der forventes noget af dem. Disse ord minder os om det kald, som hvert barn har, et kald til at bruge sin egenart og sine gaver fuldt ud og til at velsigne denne verden. At sige til et barn: “Du er den eneste ene” er at skubbe det i retning af at opdage sine gaver og blive gode forvaltere af disse gaver. “Det er den rette” kan oversættes til “Du kan gøre noget særligt.”
Da Isaj bragte den unge David hjem fra fåreholdet og præsenterede ham for Samuel, kastede den gamle profet et blik på den unge knægt og salvede ham til Israels konge. “This is the one.” Du er blevet udvalgt, og du har noget at bidrage med til dit folk. Jeg har en idé om, at da David blev konge, bar han sin krone godt, fordi han kunne se tilbage på denne begivenhed og huske på, at han virkelig var den udvalgte. Gud havde udvalgt ham, og Gud forventede, at han skulle være nogen og gøre noget med sine gaver. Måske ville David på et senere tidspunkt i livet, når hans kongerige var truet, og han tvivlede på sine egne evner, se tilbage på denne dag og huske på, at han var blevet udvalgt. Han ville se tilbage på dette øjeblik og tage styrke fra det.
Forventninger er afgørende! Forvent intet af dine børn, og det er præcis, hvad de vil producere – intet! Træn dem bare til at klare sig, og de vil tilbringe deres liv med at være middelmådige. Men forvent noget af dem. Bed dem om at blive det bedste, som Gud har skabt dem til at blive. Bed dem om at gøre noget ud af sig selv. Forvent det, og dit barn vil blomstre op for øjnene af dig. John Claypool har skrevet, at vi som forældre bør dyrke en slags “juletræsånd” hos vores børn (Claypool, Stages, 32) og kommunikere til dem, at der ligger alle mulige pakker rundt omkring i deres natur og personlighed, og at de skal åbne dem og finde ud af, hvad der er der. “Uanset hvor trygt et barn føler sig i sin families glæde, uanset hvor meget selvværd det har fået internaliseret, hvis det ikke også har udviklet en ansvarsfølelse for at tage det, der er blevet givet, og give det videre til andre, så er det ikke sandsynligt, at Guds drøm for det nogensinde kan gå i opfyldelse.” (Claypool, Stages, 32).
Sådan, hvad kommunikerer du til dine børn? Hvad lærer du dem gennem dine ord og handlinger? Jeg håber, at du på en ikke ubetydelig måde fortæller dem: “Du er den eneste ene”. Ved Guds nåde er du noget, og du kan gøre noget særligt.