Pop-spiritualiteter, der lover mirakler, er ikke nye. Genren blev gjort populær af den legendariske Madame Blavatsky (afbildet her), som samlede en bemærkelsesværdig skare af tilhængere med sine spiritistiske påstande i slutningen af det nittende århundrede. Men genren er blevet en stor og indbringende forretning i de seneste årtier.
Da kompleksiteten i livet for Homo globalis ofte er overvældende, nyder bøger, der lover, at vi har en dyb magt, der kan forvandle livet til en kombination af lyksalighed og succes, et fænomenalt salg. Det bedste eksempel er naturligvis Rhonda Byrnes The Secret, som angiveligt er trykt i 19 millioner eksemplarer, efterfulgt af The Secret Daily Teachings, The Secret Gratitude Book og senest The Secret: The Power. En baggrundsundersøgelse, som blev offentliggjort i Newsweek, viste, at Rhonda Byrnes inspiration til The Secret primært kom fra en gammel bog af Wallace D. Wattles, The Science of Getting Rich, som hun fik udleveret af et af sine børn, da det reality-tv-show, som hun producerede, var ved at miste seertal.
Derpå kontaktede hun et par, der havde tjent masser af penge ved at sælge grundlæggende loven om tiltrækning. Esther Hicks hævdede, at hun fik sin “viden” gennem ånder, som hun var i kontakt med, og som hun kollektivt kaldte “Abraham”. Vi behøver ikke at være bekymrede over de juridiske stridigheder, der senere opstod mellem Hicks’ og Byrne.
Bogen er ikke kun fuldstændig ubegrundet i sine påstande. Som kritikere har påpeget, er dens tese også en moralsk forkastelig. Da alt, hvad der sker med os, angiveligt er en funktion af vores positive eller negative tanker, må de millioner, der døde enten gennem politisk forfølgelse, folkemord eller sult, have bragt dette over sig selv og er derfor ansvarlige for deres egen undergang.
Hvorfor har bøger som The Secret så en så enorm tilslutning? Min hypotese er, at disse spiritualiteter skal give en forsikring om, at præstation og åndeligt velvære nødvendigvis går hånd i hånd. Det er denne antagelse af selvet som en kilde til dyb, ufejlbarlig viden og magt, der lover, at der ikke er nogen grænser for, hvem vi kan blive.
Der er ingen grænser, for dybt inde i os er der en fantastisk kraft med ubegrænset potentiale: Vores dybe åndelige selv. Når først dette selv er sluppet løs, kan vi blive de magnater, sangere, forfattere og filmskabere, som vi virkelig er; og vi vil smide den overvægt, der ikke har noget at gøre med vores sande selv, som virkelig er slank. Det sande selv er en ufejlbarlig guide til det gode liv og ubegrænset tilfredsstillelse. Hvis vi er forvirrede, er det kun, fordi vi er afskåret fra dets kraft.
Den idé, at der findes et sandt selv, fuldt udfoldet, begravet indeni, er en stærk kulturel fantasi. Næsten alle føler til tider, at de faktiske liv, vi fører, umuligt kan være alt, hvad der findes. De fleste af os føler til tider, at vi er som sommerfugle, der er låst inde i en kokon, og at den dag må komme, hvor vores kraftfulde, ubegrænsede sommerfugleselv vil bryde ud af kokonen og opfylde sit uendelige potentiale.
Pop-spiritualitetens tiltrækningskraft stammer fra denne fantasi. Det er meget svært for mennesker at modstå tanken om, at vi i virkeligheden er meget mere værdifulde, begavede, gode og potentielt succesfulde, end vi er i vores virkelige liv. Trossystemerne, der fortæller os, at dette faktisk er sandt, og at vi blot skal forbinde os med dette dybe selv for at blive de succeshistorier, vi håber at blive, må virkelig have en stærk tiltrækningskraft – især hvis vi skal klare os med den flygtighed og usikkerhed, der er typisk for mange liv i dag.
På dette punkt kan man forestille sig følgende indvending. “Hvorfor er du så hård mod folk som Rhonda Byrne, Esther og Jerry Hicks? De får trods alt folk til at føle sig godt tilpas, de giver dem en vis optimisme, og det kan ikke være nogen dårlig ting. Er du ikke bare helt elitær, når du tordner mod deres overfladiskhed og det manglende grundlag for nogle af deres påstande? Hvad er der så slemt ved en lille feel-good-effekt?”
Svaret er meget enkelt. Jeg er ikke i tvivl om, at mange, der henvender sig til disse sælgere af åndelig slangeolie, lider af ægte nød af en eller anden art. Nogle gange er det måske ikke andet end utilfredshed med livet, men nogle gange lider de måske af sygdom, deres børn er måske i vanskeligheder, og et stadig stigende antal står over for økonomiske problemer, der spænder fra tab af pension til at få taget deres hus fra dem.
De, der lider af reelle problemer, har brug for reel hjælp. Prisen for lidt “velvære” er meget højere, end forsvarerne af popspiritualitet indrømmer. De, der virkelig tror, at Sharmas pop-råd eller Byrnes “The Secret” vil løse deres problem, vil betale en høj pris. For det første, fordi de måske giver afkald på den hjælp, de faktisk har brug for. Sygdom skal tages meget alvorligt, og den skal behandles i overensstemmelse med den bedste viden, vi har. Ikke alene helbreder positiv tænkning ikke kræft, men to undersøgelser, der er finansieret med millioner af dollars, har endegyldigt vist, at bønner heller ikke er til nogen hjælp.
Den anden pris, de betaler, er det knuste håb. For at tage et eksempel, som jeg har studeret indgående: Et stadigt stigende antal midtjyder finder ikke arbejde, og de har enten ingen pension, eller deres pension er simpelthen ikke nok til at få enderne til at mødes. Vi står over for fortvivlelsen hos et stort antal mennesker, der har sendt deres CV’er til hundredvis af virksomheder uden nogensinde at blive inviteret til samtaler.
Hvis Byrne og kompagni havde ret, skulle vi blot lære alle disse mennesker at tænke positivt, og så ville de blive oversvømmet med jobmuligheder. Men hvis man ønsker sig penge hårdt nok, får man hverken penge eller et job, selv om Oprah Winfrey støtter The Secret. Mine indvendinger mod mange former for pop-spiritualitet er derfor ikke kun baseret på min modvilje mod grundløse påstande om “dyb viden”, men jeg mener, at de mildest talt er moralsk tvivlsomme; når falske forhåbninger vækkes og derefter knuses af virkeligheden, er den deraf følgende fortvivlelse kun sværere at bære.
Dette blogindlæg er tilpasset Carlo Strenger, The Fear of Insignificance: Searching for Meaning in the Twentyfirst Century.