Klassifikation af pumper.
Pumper klassificeres efter den måde, hvorpå der tilføres energi til væsken. De grundlæggende metoder er (1) volumetrisk fortrængning, (2) tilførsel af kinetisk energi og (3) anvendelse af elektromagnetisk kraft.
En væske kan fortrænges enten mekanisk eller ved hjælp af en anden væske. Kinetisk energi kan tilføres en væske enten ved at dreje den med høj hastighed eller ved at give en impuls i strømningsretningen. For at kunne anvende elektromagnetisk kraft skal den væske, der pumpes, være en god elektrisk leder. Pumper, der anvendes til transport af gasser eller til at sætte tryk på gasser, kaldes kompressorer, blæsere eller ventilatorer. Pumper, hvor fortrængningen sker mekanisk, kaldes fortrængningspumper. Kinetiske pumper overfører kinetisk energi til væsken ved hjælp af et hurtigt roterende pumpehjul.
Bredt sagt flytter positive fortrængningspumper relativt små mængder væske ved højt tryk, og kinetiske pumper driver store mængder ved lavt tryk.
Der kræves et vist tryk for at få væsken til at strømme ind i pumpen, før der kan tilføres yderligere tryk eller hastighed. Hvis indgangstrykket er for lille, opstår der kavitation (dannelse af et tomt rum i pumpen, som normalt er optaget af væske). Fordampning af væske i sugeledningen er en almindelig årsag til kavitation. Dampbobler, der transporteres ind i pumpen sammen med væsken, kollapser, når de kommer ind i et område med højere tryk, hvilket resulterer i overdreven støj, vibrationer, korrosion og erosion.
De vigtige egenskaber ved en pumpe er det nødvendige indgangstryk, kapaciteten mod en given total opstuvning (energi pr. pund som følge af tryk, hastighed eller højde) og den procentvise effektivitet til pumpning af en bestemt væske. Pumpeeffektiviteten er meget højere for bevægelige væsker som f.eks. vand end for viskose væsker som f.eks. melasse. Da viskositeten af en væske normalt aftager, når temperaturen øges, er det almindelig industriel praksis at opvarme meget viskose væsker for at pumpe dem mere effektivt.