På min 17-års fødselsdagsfest besluttede jeg og 5 andre piger at spille det psykologiske spil “rød dør gul dør”. Jeg – som var fødselsdagspigen – gik først. Jeg gjorde ritualet i alt to gange. Altså, første gang var kort, ca. 3 minutter, jeg startede foran mit hus og gik ind gennem min gitterdør. Derefter så jeg min køkkenindgang, og jeg havde ikke lyst til at gå igennem, jeg følte mig ubehagelig ved den indgang, så jeg blev i stuen, og pludselig var der en blå dør på loftet. Jeg gik gennem døren ind i et skyet rum, der udvidede sig for evigt i alle retninger. Jeg begyndte at gå, og jeg mødte en mand i en hvid kappe, uden ansigt, uden ansigt, med langt brunt hår og armene strakt ud til siden. Der var to døre, en på hver side. Min guide(min veninde) spurgte, om jeg ville gå gennem døren, og jeg sagde, at jeg ikke kunne passe ind, så hun vækkede mig. Derefter gik et par af mine venner ind, og det var bare normale ting som bare mørkt eller de kunne ikke komme ind i deres sind. Det kom tilbage til mig. Denne gang var hele min rejse 15 minutter. Ritualet startede på samme måde her er reglerne btw (http://paranormalinvestigating.com/red-door-yellow-door-any-other-color-door/) så, jeg startede udenfor en metrovogn i en tom metrostation, under jorden. Jeg gik ind i vognen og kiggede mig omkring, manden i jakkesæt stod i et hjørne af vognen. Jeg kunne ikke sige noget om ham, jeg måtte fortsætte spillet, jeg så en blå dør dukke op ved siden af mig, jeg gik hurtigt igennem den for at komme væk fra manden. Min veninde ville have taget mig ud af spillet hvis hun vidste at jeg havde set ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke sagde noget om ham, det er som om han havde et greb om de ord jeg sagde. Så nu er jeg gennem den blå dør, jeg er i et rum, væggene er malet røde, på gulvet ligger der en grødet bunke af menneskelige rester der var stykker af orange hår, men ellers kunne jeg ikke se hvad det var. Der var hud og blod overalt på væggene. Da jeg prøvede at fortælle min veninde om rummet, kunne jeg fysisk ikke sige, at der var et lig. Min hjerne havde brug for at blive ved med at spille spillet. Så så jeg et jordhul i væggen ved siden af mig, der var stort nok til, at jeg kunne kravle ned i det. Jeg gik ind i hullet og endte i en myretue, der var 2 kæmpemyrer, store nok til at jeg kunne ride på dem, så det gjorde jeg. De tog mig med til udgangen og jeg stod nu midt i en baggård, græsset var højere end mig, det føltes som en pixar film baggård, lidt ligesom en bugs life eller toy story. Der var et kæmpe hegn langt væk, så jeg gik igennem det, da jeg var for lille til at komme ind i huset til venstre for mig. Efter jeg var gået under hegnet kom jeg til indgangen til en hæklabyrint. Jeg gik ind i labyrinten og gik til højre. Jeg stødte på to hunde, der stak ud af hækken fra taljen og opefter. Jeg passerede dem og gik til venstre, og jeg kom til en lang korridor med indgange på begge sider af mig, der udvidede sig uendeligt fremad. Jeg drejede til højre og kom til en kvinde, der så ud som om hun kom fra et freaky Picasso-maleri. Hendes ansigt var så forvandlet, at jeg ikke kunne se, hvad hendes udtryk var. Hækken havde lukket sig bag mig, og den eneste vej, jeg kunne gå, var forbi hende. Jeg var fanget. Jeg tvang mig gennem jorden og faldt ned i en stol i et metalrum. Alle væggene omkring mig havde en sølvagtig farve, sikkert lavet af stål. Der var et metalbord foran mig med en glødepære hængende over det i en snor. Jeg var bundet til stolen og jeg kunne ikke rejse mig op. Jeg mærkede, at stolen langsomt tippede baglæns til det punkt, hvor jeg lå på jorden i stolen. Jeg faldt gennem gulvet igen. Jeg fik et blackout og dukkede op igen foran min gamle daginstitution fra min barndom. Min bedste veninde fra dengang var der. En legetøjsdør farvet med blå, rød og gul, stod foran mig, forbundet til ingenting. Min bedste veninde opfordrede mig til at gå igennem, men jeg havde ikke lyst til det. Der dukkede en træbadekabine op til højre for mig, så jeg gik der igennem, jeg begik en fejl, da jeg gik ind. Jeg kiggede ind i spejlet. Jeg så manden i jakkesættet, der kiggede tilbage på mig, som om jeg var ham. Jeg dykkede ned i toilettet for at komme ud derfra. Han havde ikke sin jakke på. Jeg endte i byen fra “Flushed away”, den film om den rotte, der ryger ned i kloakken. Og der var en gigantisk kakerlak foran mig. Dansede rundt og prøvede at sige noget, men det eneste, der kom ud, var mumler. Der var en dør på hans mave, som jeg følte mig meget tryg ved. Jeg gik ind i den, og det værste, jeg nogensinde kunne se, var der. Et rum dækket af mudder, knogler overalt. Der var symboler på væggen lavet af knuste knogler. Jeg følte den følelse, når jeg løber op ad trapper om natten. Jeg sagde så til min ven, der guidede mig, at han skulle tage mig ud af spillet. Jeg vågnede op og græd. Jeg har lyst til at dykke dybere ned i mit sind. Hvorfor kunne jeg gå i så lang tid? Hvorfor var jeg ikke i stand til at fortælle min guide om manden i jakkesæt under ritualet? Fortæl mig venligst om dine oplevelser, hvis du har nogen.