500 Days of Summer er en genrebrydende romantisk dramedie om problemerne med at blive forelsket i idéen om en person i forhold til at elske vedkommende.
Og selv om det er en meget interessant film i sig selv, kommer det meste af dens genialitet fra den kunstneriske karakter. En bestemt scene med titlen “Expectations vs. Reality” viser både filmens tema og filmens kunstneriske vision på sit fineste. Før vi forklarer de mere eksperimentelle aspekter, er det nødvendigt med lidt baggrundsviden om historien. Den mandlige hovedperson, der hedder Tom, arbejder i et lykønskningskortfirma, hvor han forelsker sig i den kvindelige hovedperson, der hedder Summer. Filmen fortæller – på en ikke-lineær fortællemåde, noget jeg holder meget af – om de 500 dage mellem Tom møder Summer, bliver forelsket og forelsket igen og igen og til sidst glemmer hende. Optakten til denne scene er, at Summer ser Tom for første gang i månedsvis til et bryllup, og efter at have danset sammen inviterer han ham til en fest, som hun holder på sin lejligheds tagterrasse i den næste weekend. Tom, der tydeligvis ikke er kommet sig over hende, går ud fra det bedste scenarie: Summer vil have ham tilbage. Desværre er virkeligheden
situationen ikke den samme. For kunstnerisk at forklare dette deler filmen skærmen, hvor venstre side viser Toms forventninger, og højre side viser virkeligheden.
Det første, en seer sandsynligvis vil lægge mærke til, er musikken. Regina Spektors “Hero” spiller i baggrunden i hele scenens varighed. Spektor har en dramatisk stil i sin musik, med kraftfuld vokal og orkesterlignende backing tracks. Musikken bruges som en subtil forspejling af den kommende scene. Mest direkte er sangens indledende tekst “he never, ever saw it coming at all.”
Vi ser Tom begejstret (og optimistisk) gå ind i Sommers bygning, mens han stadig husker koden til at komme igennem porten, da den upålidelige fortæller forklarer netop dette: Tom er “beruset af aftenens løfte”. Selv dette første øjeblik er et smart virkemiddel: Tom, der kender adgangskoden, symboliserer hans håb om, at han og Summer stadig har en følelsesmæssig og romantisk forbindelse. Begyndelsen starter med at virkeligheden er et
fysisk skridt bagud i forhold til hans forventning, hvilket vi snart opdager metaforisk bliver sådan, ved at Toms forventning klatrer op ad trappen til Summers lejlighed før virkeligheden gør det. Da han når frem til døren – som åbner synkront på begge skærme – er publikum blevet så meget vant til synkroniseringen, at deres hjerter synker, da Tom forventer et romantisk kys og får et platonisk kram.
Den næste del af scenen er et næsten perfekt eksempel på dramatisk ironi. De to klip er perfekt synkrone, da Tom kommer ind i rummet, og indtil han giver Summer sin gave, ser det ud, som om de er det samme klip. På et plan er det lidt skørt, for vi har allerede to forskellige følelser knyttet til de to klip, men alligevel er de de samme. Det er også ironisk, fordi det signalerer til publikum, at hans forventninger ligger så tæt op ad virkeligheden. Han var så tæt på det, han ønskede, men stadig for langt væk. Denne taktik er en meget effektiv brug af patos.
For at tydeliggøre, er synkroniciteten af de sideordnede klip et afgørende virkemiddel, der anvendes, og de små afvigelser fra lighedens vej er det, der hjælper publikum til at forstå, indleve sig i og værdsætte alle situationerne. Forventnings- og virkelighedsklippene er med vilje filmet til at være næsten identiske for at hjælpe med at understrege dette. På andre punkter er de to scener helt adskilte. I en del af scenen snakker Summer og Tom flirtende på afsatsen i haven, men i virkeligheden er det Tom alene, der drikker på samme afsats. I et klip, hvor Tom ønsker at tale med de andre festdeltagere som et par med Summer, er det i virkeligheden Summer, der er en fløjkvinde for Tom, mens han modvilligt flirter med en anden. Ironien her er meget veludført.
Udover de visuelle opdelte skærmbilleder er alle andre lyde i klippet ud over musikken (baggrundsstøj, dialog osv.) aldrig på begge sider af skærmen. Instruktøren gjorde dette med vilje af to grunde: (1) for ikke at forvirre publikum for meget og (2) for at kontrollere publikum ved at tvinge dem til kun at se det, han vil have dem til at se. Dette følger det førnævnte koncept med den upålidelige fortæller, der snyder publikum til at tro på alting uden at få det fulde billede.
En anden interessant observation er ligeledes, hvordan virkelighedssiden aldrig sætter Tom og Summer i samme billede. De viser altid enten Tom separat (eller i hovedbilledet) eller omvendt. Igennem hele filmen er de to blevet vist sammen, forelskede og lykkelige. Til sammenligning satte den forudgående scene ved brylluppet dem sammen i samme billede og vildledte publikum til at følge Toms synspunkt, og det virker. På grund af disse filmvinkler tror vi på det, som Tom tænker (den upålidelige fortæller hjælper bestemt også).
I det afgørende øjeblik i scenen tørrer forventningssiden fra skærmen og fra hans sind. Det kulminerende øjeblik er det, hvor filmen samtidig afslører for Tom og publikum, at Summer er forlovet. Musikken er forstærket, og der er et fysisk ubehag i både filmfotografien\\ og i Toms blik. Når vi kigger nærmere, ser vi, at begge kvinder i nærbilledet har en forlovelsesring. Dette må såre Tom endnu mere, fordi han vil tro, at han er den eneste person, der ikke kan finde kærligheden. Vi ser en optagelse af en ensom Tom, hvilket understreger hans ensomhed. I en film, hvor den kvindelige hovedperson har været så insisterende på de vanskeligheder, der følger med et engagement, er denne visning af engagement ødelæggende.
Han løber hastigt ned ad trappen og vender den samme rejse tilbage, som han gjorde i begyndelsen af scenen, men tydeligvis fuld af vrede og elendighed snarere end uvidende lyksalighed. For at føje til hans indre kamp er den ydre lyd af en ambulance, som er en parallel til, hvordan hans sind kører rundt. Tom går væk ind i byen (muligvis er det en mørk og ironisk hentydning til klichébilledet “couple-walking-into-the-sunset”), indtil det bliver til en skitse. Dette er et ikke-så-subtilt billede af Toms eneste anden drøm ud over ægte kærlighed: at være arkitekt. Da skitsen af byen langsomt bliver slettet, bliver hans drøm også slettet.
Tom er alene, en silhuet i et tomt rum. Den dræber et publikum, trækker i deres hjertekugler. Hovedpersonen, en naiv, men elskelig Tom, har mistet alt håb og er blevet til ingenting. Når musikken forsvinder, forsvinder Tom også, hvilket fører til den næste scene i en problemfri overgang. Denne scene er et glimrende eksempel på, hvordan noget mere eksperimentelt og kunstnerisk kan formidle lige så intense følelser som noget mere konkret.