Sektion 226(3) i loven om indkomstskat, 1961, bemyndiger den vurderingsansvarlige (AO) eller skatteinddrivelsesansvarlige til at pålægge enhver person, fra hvem der skyldes penge til den skattepligtige, som er i restance, at betale dette beløb direkte til skattevæsenet. Med henblik herpå skal der udstedes en skriftlig meddelelse til den person, fra hvem der skal inddrives skatteyderens skyldige beløb. Det væsentlige kriterium for en meddelelse er, at den person, der modtager meddelelsen, på datoen for forkyndelsen af meddelelsen skal være forpligtet til at betale et beløb til skatteyderen (P K Trading v. I.T.O. (78 I.T.R. 427)), selv om det kan kræves, at forpligtelsen skal opfyldes (dvs. at beløbet skal betales til skatteyderen) på et senere tidspunkt. Meddelelsen kan imidlertid ikke anvendes i forbindelse med en forpligtelse, som slet ikke eksisterer på datoen for meddelelsen (Buddha v. I.T.O. (52 I.T.R. 321)), og heller ikke i forbindelse med en forældet gæld (Rajakumari v. T.R.C. (52 I.T.R. 321)). (116 I.T.R. 306)).
En meddelelse i henhold til denne underafdeling kan ikke udstedes til den officielle likvidator, der er udpeget af retten med henblik på afvikling af et selskab, uden forudgående tilladelse fra retten (State v. Topno (36 I.T.R. 135)). Section 226(3) kan ikke anvendes som kreditstop i tilfælde af en uudnyttet overtrækskonto i en bank (Adam v. I.T.O. (33 I.T.R. 26)) eller til at anvende et tilskud fra en lovbestemt myndighed til assessee, som myndigheden lovligt kan give, og som assessee er forpligtet til at anvende, kun til visse specifikke formål (Coal Products v. I.T.O. (85 I.T.R. 347)).
Hvis en person, til hvem der er sendt en meddelelse, og som ikke benægter sin forpligtelse over for assessee, undlader at foretage den krævede betaling, vil han blive anset for at være en assessee i restance, og der kan indledes en inddrivelsessag mod ham med henblik på at realisere beløbet, som om det var en restance af skat, der skyldtes ham (Lakshmi Comm Bank v. Dharam Singh (94 I.T.R. 416))). Hvis den person, der har tilsidesat meddelelsen, foretager betalingen til assessee, vil han være personligt ansvarlig i det omfang af den betaling, der er foretaget til assessee, eller i det omfang af det skattebeløb eller andet beløb, der skyldes assessee, alt efter hvad der er mindst.
Hvorimod, hvis det opdages, at hans erklæring var falsk i nogen væsentlig detalje, vil han være personligt ansvarlig over for afdelingen i det omfang af hans eget ansvar over for assessee, eller i det omfang af assessees ansvar for ethvert beløb, der skyldes i henhold til loven, alt efter hvad der er mindst (Southern Textiles v. I.T.O. (83 I.T.R. 790)).
Byrden for at bevise, at erklæringen er falsk, påhviler AO eller TRO; han er forpligtet til at foretage en domstolslignende undersøgelse, idet han skal oplyse den pågældende person om alt relevant materiale, som han agter at støtte sig på, og træffe en domstolslignende afgørelse (Beharilal v. I.T.O. (131 I.T.R. 129 (SC))). Den person, der afgiver en sådan falsk erklæring, kan også blive retsforfulgt i henhold til § 277. I sagen Raj Breweries Ltd. v. Government of India ((2003) 128 Taxman 501) var kendsgerningerne, at andragerne var selskaber med en dominerende aktiepost af et selskab SW. Andragerne leverede spiritus til sagsøgte, Forsvarsministeriets afdeling for kantineforretninger. Der var et udestående beløb i form af indkomstskat hos sagsøgte, og for at inddrive det havde TRO udstedt en meddelelse i henhold til artikel 226, stk. 3, til sagsøgte med påbud om at standse den betaling, som skyldtes sagsøgte.
Sagsøgernes klage var, at sagsøgte på grundlag af denne meddelelse standsede enhver betaling til dem for de leverancer, som de allerede havde foretaget til sagsøgte. De hævdede, at deres indkomst var uafhængig af SW’s indkomst, og hvis SW derfor var i restance med et beløb som fastsat af AO, kunne inddrivelsen ikke overføres og foretages mod dem.
På den anden side hævdede sagsøgte, at hele kontraktforholdet med hensyn til levering af spiritus var mellem forsvarsministeriet og selskabet SW. Alle nødvendige dokumenter blev underskrevet af selskab SW med sagsøgte. Alle de leverancer, der blev foretaget af de nuværende indgiverne, var på vegne af selskabet SW.
Bombay High Court fastslog, at ordlyden af § 226(3)(vi) tillader en person, til hvem der er sendt en meddelelse, at gøre indsigelse, og efter at disse indsigelser er fremsat, er der også en bestemmelse i klausul (vii) om, at meddelelsen derefter kan tilbagekaldes. Der er ingen tvivl om, at afsnittet giver mulighed for, at disse indsigelser kan fremsættes af den person, som meddelelsen er sendt til. I det foreliggende tilfælde havde sagsøgte nr. 1, som meddelelsen blev sendt til, valgt at overholde den og ikke gøre indsigelse.
Det var imidlertid andragerne, der var de berørte parter, og derfor kunne bestemmelsen læses således, at den tillader disse berørte parter at gøre indsigelse over for AO. Faktisk hævdede andragerne, at selv om deres overvejende aktiebesiddelse var af SW (undtagen i forbindelse med to selskaber), blev de vurderet til indkomstskat uafhængigt, og de beløb, der blev beslaglagt i henhold til de anfægtede bekendtgørelser, var deres indkomst. AO havde derimod forelagt High Court tilstrækkeligt materiale til i det mindste umiddelbart at overbevise om, at hele den omstridte indtjening skyldtes kontraktforholdet mellem Canteen Stores Department og SW, og at det var SW’s indkomst. Efter at have fundet det godtgjort, at der forelå tilstrækkeligt materiale for AO til at begrunde hans handling, fastslog retten, at hans kendelse var gyldig.
High Court fastslog derfor, at tax recovery officer var fuldt berettiget til at påberåbe sig sine beføjelser i henhold til section 226(3) ved at udstede en meddelelse til Canteen Stores Department, Government of India.