Skyscraper

Skyscraper, meget høj, multistoried bygning. Navnet blev først taget i brug i løbet af 1880’erne, kort efter at de første skyskrabere blev bygget, i USA. Udviklingen af skyskrabere kom som følge af et sammenfald af flere teknologiske og sociale udviklinger. Udtrykket skyscraper gjaldt oprindeligt for bygninger på 10-20 etager, men i slutningen af det 20. århundrede blev udtrykket brugt til at beskrive højhuse af usædvanlig højde, som regel over 40-50 etager.

Den stigende byhandel i USA i anden halvdel af det 19. århundrede øgede behovet for forretningslokaler i byerne, og installationen af den første sikre passagerelevator (i Haughwout Department Store, New York City) i 1857 gjorde det praktisk muligt at opføre bygninger, der var mere end fire eller fem etager høje. Selv om de tidligste skyskrabere hvilede på ekstremt tykke murstensvægge i stueplan, gik arkitekterne snart over til at bruge en ramme af støbejern og smedejern til at bære vægten af de øverste etager, hvilket gav mulighed for mere gulvareal i de nederste etager. James Bogardus byggede Cast Iron Building (1848, New York City) med en stiv ramme af jern som hovedstøtte for de øverste etagers og tagets belastninger.

Det var imidlertid forfinelsen af Bessemer-processen, der først blev anvendt i USA i 1860’erne, der muliggjorde det store fremskridt inden for skyskraberbyggeri. Da stål er stærkere og lettere i vægt end jern, gjorde brugen af en stålramme det muligt at opføre virkelig høje bygninger. William Le Baron Jenneys 10-etagers Home Insurance Company Building (1884-85) i Chicago var den første bygning, hvor der blev anvendt en stålbjælkekonstruktion. Jenneys skyskrabere var også de første, der anvendte gardinvæggen, en ydre beklædning af murværk eller andet materiale, som kun bærer sin egen vægt og er fastgjort til og understøttet af stålskelettet. Strukturelt består skyskrabere af en underbygning af møller under jorden, en overbygning af søjler og bjælker over jorden og en gardinvæg hængt på bjælkerne.

I takt med at befolkningstætheden i byområderne er steget, er behovet for bygninger, der rejser sig i stedet for at sprede sig, også steget. Skyskraberen, som oprindeligt var en form for kommerciel arkitektur, er i stigende grad også blevet brugt til boligformål.

Designet og udsmykningen af skyskrabere har gennemgået flere faser. Jenney og hans protegé Louis Sullivan stiliserede deres bygninger for at fremhæve vertikaliteten, med afgrænsede søjler, der stiger fra sokkel til gesims. Der var dog også en vis tilbagevenden til og tilbagevenden til tidligere stilarter. Som en del af den neoklassiske revival blev f.eks. skyskrabere som dem, der blev designet af firmaet McKim, Mead og White, modelleret efter klassiske græske søjler. Metropolitan Life Insurance Building i New York City (1909) blev modelleret af Napoleon Le Brun efter Markuskirken i Venedig, og Woolworth Building (1913) af Cass Gilbert er et godt eksempel på neogotisk udsmykning. Selv art deco-udskæringerne på tårne som Chrysler Building (1930), Empire State Building (1931) og RCA Building (1931) i New York City, som dengang blev betragtet som lige så moderne som den nye teknologi, betragtes nu som mere beslægtet med de gamle udsmykkede dekorationer end med virkelig moderne linjer.

Den internationale stil med sin totale enkelhed syntes at være ideelt egnet til skyskraberdesign, og i årtierne efter Anden Verdenskrig dominerede den området, med bemærkelsesværdige tidlige eksempler som Seagram Building (1958) i New York City og Lake Shore Drive Apartments (1951) i Chicago. Denne stils skarpe vertikalitet og gardinvægge af glas blev et kendetegn for det ultramoderne byliv i mange lande. I løbet af 1970’erne blev der imidlertid gjort forsøg på at omdefinere det menneskelige element i byarkitekturen. Planlægningslove tilskyndede til at indarbejde pladser og parker i og omkring soklerne af selv de højeste skyskrabere, ligesom planlægningslove i de første årtier af det 20. århundrede blev vedtaget for at forhindre, at byens gader blev solfattige kløfter, og det førte til den kortere, trappede skyskraber. Der blev fortsat bygget kontortårne som World Trade Center (1972) i New York City og Sears Tower (1973; nu kaldet Willis Tower) i Chicago, men de fleste af dem, som f.eks. Citicorp Center (1978) i New York City, havde levende og innovative lokaler til shopping og underholdning i gadeplan.

En anden faktor, der påvirkede design og opførelse af skyskrabere i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, var behovet for energibesparelser. Tidligere tiders forseglede vinduer, som f.eks. gjorde det nødvendigt med kontinuerlig tvungen luftcirkulation eller køling, gav i de mellemste højhuse plads til betjeningsvenlige vinduer og glasvægge, der var tonede for at reflektere solens stråler. Måske som en reaktion på den internationale stils strenghed begyndte man i 1980’erne også at vende tilbage til mere klassiske ornamenter, som f.eks. i Philip Johnsons AT&T Building (1984) i New York City. Se også højhus.

En liste over verdens højeste bygninger findes i tabellen.