slutkonsonantudslettelse

Tale er en vidunderlig kompleks færdighed, og børn har brug for masser af øvelse for at lære at gøre det. Som med enhver anden motorisk færdighed laver børn masser af fejl, mens de lærer at tale tydeligt.

På engelsk hører vi flere almindelige fejlmønstre i børns tale, når de vokser op. Her er 10 almindelige typer af fejlmønstre og den omtrentlige alder, hvor vi forventer, at de er “rettet” (væk) hos børn, der udvikler sig typisk:

Lala wants the lellow kuk. (Lara vil have den gule lastbil.)

Det ligger i menneskets natur at gøre så lidt arbejde som muligt, og vores tunge, læber og andre ‘artikulatorer’ kan være lige så dovne som resten af os! Ofte vil en lyd i et ord påvirke en eller flere andre lyde i ordet. Dette kaldes assimilation (eller konsonantharmoni). Nogle gange vil den første lyd i et ord ændre senere lyde, f.eks. hvis barnet sagde “beb” for “seng”. Dette kaldes progressiv assimilation. Andre gange påvirker de senere lyde i et ord de tidligere lyde, f.eks. hvis et barn siger ‘lellow’ for ‘gul’. Dette kaldes regressiv assimilation.

Hvornår du skal overveje at søge hjælp: Hvis assimilation stadig er et træk ved dit barns tale i en alder af 2½-3 år.

Taitai har brug for wawa. (Tigeren har brug for vand.)

Når børn gentager en stavelse to gange i stedet for at udtale begge stavelser i ordet, kan de lyde lidt som babyer, der pludrer (f.eks. mama, dada). Når vi hører det hos 3-5-årige børn, kalder vi dette fejlmønster for reduplikation. Det sker næsten altid, når barnet gentager den betonede stavelse to gange på bekostning af den svage stavelse, f.eks. som i tiger og vand ovenfor.

Hvornår du skal overveje at søge hjælp: Hvis dit barn er 2½-3 år eller ældre og reducerer stavelser mere end lejlighedsvis.

I fount a pek for the bram. (Jeg fandt en peg til barnevognen.)

Den ovenstående sætning giver ingen som helst mening. Men den giver mig mulighed for at illustrere stemmefejl. På engelsk producerer vi nogle af vores lyde med stemmebåndene fra hinanden. Disse kaldes unvoiced sounds, som omfatter lyde som p, t, k, s og sh. Ved andre lyde samler vi stemmebåndene for at “tænde” vores stemmer. Disse lyde kaldes stemmelyd og omfatter b, d, g, z og n. Det kræver meget kontrol at tænde og slukke stemmen under tale, og det er ikke usædvanligt, at nogle børn begår fejl som f.eks. at de ikke sætter stemmen på lydene, når de skal (f.eks. pek i stedet for peg) eller at udtale lyde, når de ikke skal (f.eks. bram i stedet for pram).

Alder, hvor du bør du overveje terapi: 3 år (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det).

Gi me my du ma ba. (Giv mig min andemåtte tilbage.)

Unge børn udelader ofte de sidste konsonanter i deres ord. Dette kaldes (passende nok) slutkonsonantudslettelse. Det kan have stor betydning for, hvor let dit barn er for andre at forstå – kunne du forstå eksempelsætningen ovenfor uden oversættelsen?

Hvornår skal du overveje at søge hjælp: Hvis dit barn regelmæssigt udelader slutkonsonanter i ord i en alder af 3 år, 3 måneder.

Sorn tan’t find any eds to teep. (Sean kan ikke finde nogen æg at beholde.)

Denne type fejl kaldes fronting. Den opstår, når lyde, der normalt produceres med tungen placeret bagerst i munden (f.eks. k, g og sh), i stedet produceres med tungen placeret forrest i munden (f.eks. som t, d og s).

Alder, hvor du bør du overveje terapi: 3½-4 år (eller yngre, hvis dit barn er svært for andre at forstå eller bliver drillet for det).

Da ban crac into dit debra. (Varebilen kørte ind i denne zebra.)

Denne uhyggelige sætning illustrerer stop. På engelsk kan mange talelyde strækkes ud og holdes uafbrudt, indtil man løber tør for luft. Lyde som s, z, f, v og th, er gode eksempler. Andre talelyde kan ikke holdes uafbrudt, f.eks. p, b, t, d, k og g, som alle er eksempler på “plosives”. Det er almindeligt, at små børn erstatter plosives med kontinuerlige lyde. Vi kalder dette for ‘stopping’, fordi børnene ‘stopper’ lydene, f.eks. ved at omdanne ‘this’ med den flotte kontinuerlige ‘th’- og ‘s’-lyd til ‘dit’.

Alderen, hvor du bør du overveje terapi:

• 3 år for ‘f’ eller ‘s’ (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det);
• 3½ år for ‘v’ eller ‘z’ (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det);
• 4½ år for “sh”, “j” eller “ch” (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det); og
• 5-7 år for “th” (som i “thin”) og “th” (som i “the”) (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det).

Den efant har brug for en brela. (Elefanten har brug for en paraply.)

Når vi taler, fremhæver vi ikke alle stavelser lige meget. I ordet “telefon” lægger vi f.eks. normalt vægt på “te” og “phone”, mens vi lader stavelsen “le” i midten være ubetonet og svag. I “paraply” lægger vi vægt på “bre”, mens vi lader “um” være ubetonet og svagt. Jeg vil spare dig for et foredrag om trokæiske og iambiske betoningsmønstre på engelsk. Hvorfor jeg nævner stressmønstre er, at det er almindeligt for små børn at udelade svage stavelser. Vi kalder dette weak syllable deletion.

Alder, hvor du bør du overveje terapi: 4 år (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det).

Der er en ‘cary ‘pider på mit værelse! (Der er en skræmmende edderkop på mit værelse!)

Mange ord på engelsk indeholder kombinationer eller ‘klynger’ af konsonanter, f.eks. squawk, crab eller flower. Det er almindeligt, at små børn udelader en eller flere af konsonanterne i en klynge (såkaldt klyngereduktion), og der er nogle smarte tommelfingerregler, som talepædagoger bruger til at hjælpe os med at forudsige, hvilke.

Alder, hvor du bør overveje terapi: 4-5 år (eller yngre, hvis dit barn er svært for andre at forstå eller bliver drillet for det).

Jeg ødelagde min vask på fridøren. (Jeg ødelagde mit ur på køleskabsdøren.)

Dette har et fancy navn – deaffrikering. Lad mig forklare: På engelsk består ‘ch’ og ‘j’ faktisk af to lyde hver. Ch = t + sh. J = d + zh (som i measure eller vision). Affrikat kommer til os via tysk fra den samme latinske rod som friktion, der betyder “gnide sig sammen”. Fordi de dannes ved at gnide to lyde sammen, kaldes ch og j for affrikater. Det er almindeligt, at børn dropper den ene af de to lyde (dvs. de-affrikaterer dem), f.eks. ‘t’et i watch.

Alder, hvor du bør overveje terapi: 5 år (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det).

The wabbit woves wed wibbons. (Kaninen elsker røde bånd.)

Vi kalder dette fejlmønster for glidning. Det er mest almindeligt med r og l. Toårige børn, der glider, bliver ofte rost for deres nuttethed. Gliding er ikke så yndig, når man er syv år gammel.

Alder, hvor du bør overveje terapi: 5-6 år (eller yngre, hvis dit barn bliver drillet for det).

Andre overvejelser

I virkeligheden laver små børn – især 2- og 3-årige – ofte mange af disse fejl i den samme sætning, f.eks. “dec a tary fwigt’n pider in my woo”. Dette kan gøre det meget vanskeligt for voksne, der ikke kender barnet godt, at forstå, hvad det forsøger at kommunikere.

De ovenfor foreslåede aldersgrænser for at overveje at søge hjælp er naturligvis kun vejledende. Du er eksperten på dit barn, og du bør altid føle dig velkommen til at drøfte dit barns taleudvikling med en talepædagog.

Som en generel regel gælder det, at hvis: