Norge ville ikke være det land, det er i dag, uden olie og gas. Vi tager et kig tilbage på historien om landets olieindustri.
Norsk olie og gas er Norges største og vigtigste industri. Samlet set tegner den sig for mellem 40 og 70 % af eksporten.
Men hvordan blev en lille fiskerination i Nordsøen egentlig den 8. største producent af olie og den 3. største producent af naturgas i verden? Historien tager os helt tilbage til 1960’erne.
Indholdsfortegnelse
Striking Black Gold
For 1959 var der ingen, der havde håb om, at Norges kontinentalsokkel (NCS) ville blive en stor kilde til olie og gas. Det ændrede sig i 1959, da der blev fundet gas ved Groningen i Nederlandene.
Det første selskab, Phillips Petroleum, ansøgte i 1962 om tilladelse til at udforske NCS for mulige olie- og gasressourcer. Deres tilbud blev set som et forsøg på at låse hele området til ét selskab. Norges regering afviste denne idé og var opsat på at åbne ressourcerne for flere forskellige selskaber.
I 1963 proklamerede den norske regering suverænitet over alle naturressourcer i området og begyndte at udstede licenser til at udforske efter potentielle oliefelter, men ikke til at bore.
I 1965, efter at spørgsmålene om, hvordan hylden skulle deles op med Norge og Storbritannien, var blevet løst, blev de første borelicenser tildelt.
Den første boring blev udført i 1966, men den viste sig at være tør. I løbet af de næste par år kom den samme historie fra over 200 prøveboringer. Det så lidt dystert ud, indtil Phillips i 1969 borede i Ekofisk. Dette skulle vise sig at blive et af de største oliefelter på NCS.
Bevarelse af oliepengene i Norge
I 1972 blev Statoil, det norske statsejede olieselskab, oprettet. Regeringen indførte også det princip, at 50 % af hver olielicens skulle være statsejet.
Læs mere: Olie & Gasjobs i Norge
Dette er blevet omorganiseret i årenes løb. I 1985 blev aktiviteterne delt op mellem Statoil og SDFI – statens direkte investeringer i olie.
Ræsonnementet bag dette var klart. I forlængelse af beslutningen om, at olieproduktionen skulle fordeles mellem forskellige lande, var det indlysende, at den norske stat skulle involveres. Det gav staten mulighed for at få direkte gavn af olie- og gasaktiviteterne i stedet for at lade overskuddet forsvinde til udlandet.
Igennem årene har Statoil undergået mange ændringer, herunder sit navn. I 2001 blev selskabet privatiseret og noteret på børserne i Oslo og New York. Den norske stat ejede 81,7 % af aktierne.
I 2007 fusionerede selskabet med olie- og gasafdelingen i Norsk Hydro, Norges største producent af vandkraft. Selskabets navn blev ændret til StatoilHydro. I 2018 skiftede selskabet navn til Equinor.
I skrivende stund ejer den norske stat stadig 67% af selskabet og er den største aktionær.
Takket være statens engagement i olieindustrien har Norge oplevet et økonomisk overskud hvert år, siden den første olie begyndte at blive pumpet.
Som andre lande stod de over for dilemmaet om, hvordan de skulle bruge pengene. Bruge i dag og bekymre sig om i morgen senere, eller investere i fremtiden?
Hvordan Norge investerer sin olierigdom
En ting, vi alle ved om olie, er, at prisen er meget svingende. Der skal blot én producent til at øge produktionen, og så styrtdykker den globale pris. På den anden side kan en brand i et stort oliefelt sende prisen skyde i vejret. Hvis din økonomi er baseret på olie, er denne volatilitet et reelt problem.
I 1990 oprettede den norske regering Oljefonden (Oljefondet), der i dag er kendt som den offentlige pensionsfond Global (GPF-G). Formålet med GPF-G er at investere dele af det store overskud fra olieindustrien.
Dette skaber en betydelig støddæmper og betyder, at Norges økonomi ikke er prisgivet den globale oliepris.
Fonden forvaltes af en afdeling af den norske centralbank. Det er den største pensionsfond i verden, selv om det tydeligvis ikke er en typisk pensionsfond. I stedet for at være baseret på individuelle bidrag er den grundlagt på olieindtægter.
Med en værdi på over 1 billion dollars i 2017 ejer fonden … en masse! 65 % af porteføljen er aktier, mens resten består af fast ejendom og fastforrentede investeringer. Den er også den største ejer af europæiske aktier med 2,33 % af alle aktier i Europa.
Udfordringer for oliefonden
Regeringen har lov til at bruge fondens inflationsjusterede afkast op til maksimalt 3 %. Dette blev reduceret fra 4 % i 2017, og ændringen blev støttet af alle politiske partier undtagen det højreorienterede Fremskridtspartiet.
De hævder, at mere af fonden bør bruges nu på infrastruktur og velfærdsstaten. Dette har hjulpet dem til en vis grad af valgsucces, og de udgør en del af den nuværende koalitionsregering i Norge.
Den første tilbagetrækning nogensinde fandt sted i 2016, da regeringen brugte et rapporteret beløb på 6,7 milliarder NOK (780 millioner USD) fra fonden. Det var for at imødegå en økonomisk nedgang forårsaget af lave globale oliepriser. På den måde gjorde fonden netop det, den var sat i verden for at gøre.
Fonden har en stærk etisk tilknytning og har siden 2004 ført en liste over virksomheder, som den ikke vil investere i. Det er for det meste tobaksselskaber eller selskaber, der har vist sig at bidrage til betydelige miljøskader.
I 2019 besluttede fonden, noget ironisk nok, at frasælge sine investeringer i olieefterforskningsselskaber. GPF-G vil stadig investere i olieselskaber som BP og Shell, der har en betydelig investering i vedvarende energi.
Men fonden vil sælge sin andel i 134 selskaber, og meddelelsen slog ca. 150 mio. dollars af deres samlede børsværdi.
Nogle internationale investorer og bankfolk har udtrykt bekymring over store statsejede fonde som GPF-G. Primært at en enorm investeringsfond, der ikke har motivet til at følge markedet og maksimere profitten, kan skævvride markedet generelt. Dette ser ikke ud til at have nogen beviser i den virkelige verden.
Tværtimod er der beviser for, at disse fonde kan bidrage til at sprede risikoen ved investeringer og mindske problemerne generelt.
Større norske olie- og gasfelter
Ekofisk, der ligger i det sydvestlige hjørne af NCS, er fortsat et af Norges vigtigste felter. Området består i dag af otte oliefelter med et stort centralt netværk af borerigge og platforme, der pumper olie til Teesside i Storbritannien og gas til Emden i Tyskland via Norpipe-rørledningerne.
Dertil kommer, at det centrale Ekofisk-knudepunkt yder transportstøtte til yderligere otte oliefelter. Norge pumpede sin første olie fra Ekofisk i 1971, og det anslås, at det vil være aktivt indtil mindst 2050.
Fra 1980 til 1999 udgjorde olie og gas 18-25 % af den samlede eksport. I 2000 sprang den til 45 % og har siden da ligget på mellem 40 og 75 % af eksporten.
Dette store spring kom, da en række nye oliefelter blev taget i brug, hvilket øgede produktionen betydeligt. Et af de store felter var Åsgard, ud for Trondheims kyst. Med 63 boringer gennem 19 undersøiske skabeloner er Åsgard en af de største udviklinger på NCS.
Gasfeltet Snøhvit har produceret naturgas og lette olier siden 2004. Feltet er beliggende i Barentshavet (også kendt som Norskehavet) og er det nordligste gasfelt i verden. På grund af den miljømæssige følsomhed har feltet ingen overfladeanlæg. I stedet ligger alt på havbunden og bringes i land til forarbejdning.
Udvikling af ressourcerne er et følsomt emne, idet mange miljøgrupper mener, at økosystemet er for sårbart over for skader. Protester ledsagede åbningen af feltet, og politiet arresterede flere demonstranter, der forsøgte at blokere for opførelsen af forarbejdningsanlægget.
Norges oliebyer
Olie- og gasindustrien har været et boom for Norge som helhed, men der er nogle byer, der i særlig grad har høstet frugterne. Stavanger er kendt som Europas olie- og gashovedstad. Byens vækst til at blive Norges tredjestørste by skyldes især olie- og gasindustrien.
Stavanger har verdens førende “olieuniversitet” – Stavanger Universitet – med uddannelser inden for bl.a. offshore-teknologi og oliekemi. Byen er også hjemsted for Norsk Oljemuseum, et oliemuseum med udstillinger, der fortæller “oliens historie” og Norges rolle i den.
På det seneste har der været andre byer, som har haft stor gavn af industrien. Især Hammerfest har oplevet et enormt økonomisk boom, siden Europas første LNG-anlæg (Liquified Natural Gas) blev bygget på Melkøya, en ø lige ud for kysten.
Anlægget var det største byggeprojekt nogensinde i Nordnorges historie. Det har forarbejdet gas fra Snøhvit til LNG siden 2007.
Hvad sker der, når olien løber tør?
Som alle andre naturressourcer er olie og gas en begrænset mængde. Globalt set raser debatten om, hvorvidt vi har passeret peak oil eller stadig nærmer os det. Indtil videre er 47 % af de indvindelige ressourcer på NCS blevet pumpet op. Det eneste, der er sikkert, er, at olien og gassen ikke kan flyde for evigt.
I løbet af de sidste par år er vi allerede begyndt at se et glimt af livet efter olien i Norge. De globalt lave oliepriser forårsagede et fald i Norges økonomi og tab af mange arbejdspladser i olieindustrien. Der har været et nyligt opsving, selv om det er en skarp påmindelse om, at den overordnede tendens er nedadgående.
Den GPF-G er en god start på at sikre fremtiden for Norges økonomi. Da den i øjeblikket står på over 300 % af Norges BNP, kan landet reelt lukke i tre år uden at skulle bekymre sig. Det er en fin buffer, men det er ikke nok på lang sigt.
En anden måde, hvorpå Norge er godt rustet til en gnidningsløs overgang til en verden efter olieindustrien, er, at landet selv ikke er stærkt afhængig af olie og gas. 98 % af landets elektricitet kommer fra vandkraft, og et større antal forbrugere vælger elbiler.
Norge har også et mål om emissionsfrie fjorde og en helt emissionsfri skibsflåde i løbet af de næste par årtier. Skibsflåden står for næsten hele Norges olieforbrug, så når flåden bevæger sig væk fra olie, vil det komme landet til gode.
Når olieindustrien begynder sin endelige nedgang, vil der være et stigende antal kvalificerede arbejdstagere, der konkurrerer om de ledige job i landet. Ekspertise inden for vandkraftindustrien kan hjælpe med at dække en del af manglen med den globale vækst inden for vedvarende energi.
Turismeindustrien, der udnytter Norges fantastisk smukke landskab, fortsætter med at vokse og vil gøre det i et stykke tid endnu. Endelig er den tidligere grundpille i økonomien, fiskeindustrien, fortsat ret robust.
Hvad der end måtte ske, mener IMF, at Norges overgang bør foregå relativt gnidningsløst, så længe landet holder mindst ét øje med fremtiden.