Filmen har fået overvejende blandede anmeldelser: i juli 2013 havde den en bedømmelse på 36 % på Rotten Tomatoes, baseret på 107 kritikere med et vægtet gennemsnit på 5,17/10. Hjemmesidens kritikerkonsensus lyder således: “Stand Up Guys spilder i vid udstrækning sit talentfulde cast i en decideret middelmådig komedie, der hæmmes af en rodet instruktion og et overfladisk manuskript.” Slant Magazine gav filmen to og en halv stjerne ud af fire:
Ved at se Christopher Walken, Al Pacino og Alan Arkin sidde i en diner og tale om gamle dage, opstår der en vis form for gys, en trøstende fortrolighed, der udspringer af deres kollektive årtiers mytedannelse på skærmen. Omvendt er der dog en dyb følelse af fortvivlelse, når man ser manden, der spillede Michael Corleone, ligge på en hospitalsseng med en pup-telt-erektion og stirre på sin læge i en scene, der føles som revet ud af en sub-Apatow VOD knockoff. Dit udbytte af Stand Up Guys vil afhænge af, hvor meget fortvivlelse du er villig til at udholde for at komme til de værdifulde ting – scener, hvor de nye filmskabere går af vejen og lader de rutinerede skuespillere spille med hinanden.
Owen Gleiberman gav filmen karakteren B- og konkluderede følgende:
Som instruktør for sin første dramatiske spillefilm gør Fisher Stevens sit bedste for at give disse grumme legender plads til at vise sig fra deres bedste side. Men det er problemet: Filmen er alt for meget en storøjet, ramponeret hyldest til 70’ernes skuespillerklassens overbærenhed. Den havde brug for meget mere form og mere fart på. Men da Alan Arkin slutter sig til festen som en døende kollega, giver hans morsomheder – i hvert fald når han sætter sig bag rattet i en stjålet bil – filmen en brændstofindsprøjtning. Stand Up Guys minder en om, at disse tre stadig er alt for gode til at bryde sammen i shticky selvparodi, selv når de er med i en film, der nærmest tigger dem om det.
Roger Ebert fra Chicago Sun-Times nød filmen og gav den tre og en halv stjerne ud af fire, idet han sagde: “Bortset fra enhver objektiv rangordning af skuespillerne er Walken et krydderi i ethvert manuskript, og i ‘Stand Up Guys’ er der plads til mindst lige så meget krydderi som goulash. Instruktør Fisher Stevens tager udgangspunkt i et lempeligt manuskript af Noah Haidle, der ikke eksisterer i nogen bestemt by, uden nogen særlig grund, andet end at give skuespillerne fornøjelsen af at rive sig igennem mere eller mindre standardiserede set-pieces.”
Mick LaSalle fra San Francisco Chronicle gav filmen en af sine mest rosende anmeldelser og sagde, at den indeholder “den bedste præstation i årevis” af både Pacino og Walken; Som LaSalle udtrykker det, er filmen “svær at tale om. Sig, at det er en film om gamle gangstere, og du forestiller dig straks, at den anden person tænker: ‘Det er sentimentalt’. Nævn en scene, hvor de gamle gangstere dukker op på et bordel, og så kommer en hel anden række klicheer i tankerne. Men Stand Up Guys er anderledes. Den introducerer standard filmtropes, blot for at undergrave dem og udvide dem og bringe deres sandhed frem.”
Ved den 70. Golden Globe Awards blev filmen nomineret til en pris for bedste originale sang for “Not Running Anymore” af Jon Bon Jovi.