Sundhed, hos mennesker, omfanget af et individs fortsatte fysiske, følelsesmæssige, mentale og sociale evne til at klare sig i sine omgivelser.
Denne definition er blot en af mange mulige. Hvad der i særdeleshed udgør et “godt” helbred kan variere meget. Den ret skrøbelige person, der holder sig “godt” inden for de almindelige omgivelser, hvor han eller hun lever, kan bukke under for et hjerteanfald som følge af tungt skovlarbejde efter en snestorm; eller en person, der bor på havniveau, kan flytte til et nyt hjem i bjergene, hvor atmosfæren har et lavere indhold af ilt, og lide af åndenød og blodmangel, indtil hans eller hendes antal røde blodlegemer tilpasser sig højden. Selv efter denne definition må opfattelsen af et godt helbred således indebære en vis hensyntagen til ændringer i miljøet.
Dårligt helbred kan defineres som tilstedeværelsen af sygdom, godt helbred som fraværet heraf – især fraværet af vedvarende sygdom, fordi den person, der f.eks. rammes af et pludseligt anfald af søsyge, ikke kan opfattes som havende mistet et godt helbred som følge af et sådant uheld.
I virkeligheden er der et bredt variabelt område mellem sundhed og sygdom. Kun nogle få eksempler er nødvendige for at illustrere pointen: (1) Det er fysiologisk normalt for en person at have et højt blodsukkerindhold 15 til 20 minutter efter at have spist et måltid. Hvis sukkerindholdet imidlertid fortsat er forhøjet to timer senere, er denne tilstand unormal og kan være tegn på sygdom. (2) Et “sundt” individ kan have udviklet en allergi, måske i den tidlige barndom, over for et enkelt specifikt stof. Hvis personen aldrig mere kommer i kontakt med det antigen, der forårsager allergien, og alle andre faktorer forbliver normale, vil han eller hun forblive i denne sundhedstilstand. Hvis personen imidlertid kommer i kontakt med det pågældende allergen igen, selv 20 eller 30 år senere, kan han eller hun få alt fra en mild allergisk reaktion – et simpelt udslæt – til et alvorligt anafylaktisk chok, koma eller endog døden, afhængigt af omstændighederne. Det kan således ses, at i modsætning til sygdom, som ofte er genkendelig, håndgribelig og ret let definerbar, er sundhed en noget tåget tilstand og noget vanskelig at definere.
Og desuden er fysisk tilstand og sundhed ikke synonyme begreber. En to meter høj basketballspiller kan være i fremragende fysisk form (selv om han ligger uden for normalområdet for højde), men kan være ved godt helbred eller ej – afhængigt af, om vedkommende f.eks. er blevet offer for et influenzaanfald.
Der er yderligere problemer med at fastlægge en definition af menneskers sundhed. En person kan være fysisk stærk, modstandsdygtig over for infektioner og i stand til at klare fysiske strabadser og andre træk ved hans eller hendes fysiske omgivelser og alligevel blive betragtet som usund, hvis hans eller hendes mentale tilstand, målt ved adfærd, anses for usund. Psykisk sundhed kan i sig selv defineres på forskellig vis. Nogle siger, at en person er mentalt sund, hvis han eller hun er i stand til at fungere rimeligt godt og er følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt stabil. Andre definerer det som fraværet af psykiske forstyrrelser.
I lyset af forvirringen omkring definitioner af sundhed er det måske mest nyttigt at definere sundhed, god eller dårlig, i termer, der kan måles og fortolkes med hensyn til individets evne på måletidspunktet til at fungere på en normal måde, med hensyn til sandsynligheden for overhængende sygdom. Disse målinger kan findes i tabeller med “referenceværdier”, der er trykt i lærebøger om klinisk medicin, diagnose og andre referencer af denne type. Når en person bliver helbredsundersøgt, vil undersøgelsen sandsynligvis omfatte en række prøver. Nogle af disse test er mere beskrivende end kvantitative og kan indikere tilstedeværelsen af sygdom hos en tilsyneladende rask person. Sådanne tests omfatter elektrokardiogram til påvisning af visse former for hjertesygdomme, elektromyogram til påvisning af primære muskelsygdomme, lever- og galdeblærefunktionstest og røntgenteknikker til påvisning af sygdom eller funktionsfejl i indre organer.
Andre tests giver numeriske resultater (eller resultater, der kan tildeles numeriske værdier – f.eks. fotometriske farvebestemmelser), som kan fortolkes af undersøgeren. Det drejer sig om fysiske og kemiske undersøgelser, herunder blod-, urin- og cerebrospinalvæskeanalyser. Resultaterne af prøverne sammenlignes med referenceværdierne, og lægen får anvisninger på patientens helbred og, hvis værdierne er unormale, på metoder til at forbedre patientens helbred.
En stor vanskelighed ved fortolkningen af prøveresultater er den biologiske variabilitet. Næsten uden undtagelse er referenceværdierne for variabler middelværdier eller justerede middelværdier af målinger i store grupper. For at disse værdier kan have betydning, må de anses for at ligge et sted nær midtpunktet af et 95-procentsinterval – dvs. det såkaldte almindelige interval eller, med forbehold, intervallet fra normal til de øvre og nedre grænseværdier. Således betragtes de 2,5 procent under den nedre grænse og de 2,5 procent over den øvre grænse af 95-procentsintervallet som områder med abnormitet eller måske sygdom. Nogle områder har brede 95-procentsintervaller – blodtrykket kan f.eks. variere betydeligt i løbet af dagen (f.eks. under motion, skræk eller vrede) og forblive inden for sit normalområde. Andre værdier har så snævre intervaller, at de kaldes fysiologiske konstanter. En persons kropstemperatur varierer f.eks. sjældent (når den tages på det samme anatomiske sted) med mere end en grad (fra opstigningstidspunktet til sengetid) uden at være tegn på infektion eller anden sygdom.