Så der har været masser af snak for nylig om spillets tilstand, der blev udløst af Joe Hachems kommentarer fra Australien, og det blev fulgt op af en skældsord fra Dan Shak om ubegrænsede re-entries i Super High Roller events.
Nede i Melbourne i år til Aussie Millions, var det, vi så finde sted, uden fortilfælde. I flere år har de nu tilbudt en $100k buy in event, såvel som en $250k buy in event, begge designet med hurtige strukturer. Faktisk tilbød $100k turneringen et 30 sekunders shot clock, som spillerne var vilde med. Det gik virkelig godt.
Det, der var anderledes i år, er det faktum, at man kunne genindtræde i turneringen indtil slutningen af dag et. Som sagt var det en struktur med et højt tempo, hvilket betyder, at mange spillere sandsynligvis ville gå tidligt fallit, hvilket sikrede, at der ville være flere re-entries end i en typisk super high roller-struktur. De fleste super high rollers tilbyder 3 dages spil, i begge disse er arrangementet overstået på kun to korte dage.
Dette sted er det eneste sted, jeg kender til, der tilbyder disse typer af arrangementer, der kombinerer et superhøjt buy in, en hurtig struktur samt ubegrænsede re-entries. Dette er et fænomen, der opstår en gang om året, og der var tydeligvis et marked for det, da antallet af tilmeldinger absolut knuste tidligere rekorder for super high roller-events.
Grunden til, at disse events oprindeligt blev oprettet, er, at der var nogle velhavende asiatiske forretningsmænd, der ønskede at spille nogle high stakes-turneringer, men de ønskede ikke at investere en masse tid. De ønskede at spille en tempofyldt turnering, hvilket til gengæld faktisk forbedrede deres chancer for succes en smule. Disse fyre var også for størstedelen casinospillere, så det var virkelig en no-brainer for Crown at tilbyde disse to events. Det bragte dem til byen, det skabte en vis opmærksomhed omkring poker, og det bragte også de bedste professionelle til byen for at deltage i disse massive begivenheder.
Al denne baggrund er vigtig for at forstå, hvorfor disse begivenheder blev oprettet i første omgang. Udtrykket “godt for poker” bliver kastet meget rundt, og jeg er sandsynligvis også skyldig i at overbruge dette udtryk. Min personlige holdning er, at disse begivenheder hverken er gode eller dårlige for poker, at effekten er tæt på neutral. Hvis der var en pistol mod mit hoved, og jeg skulle vælge en side, ville jeg vælge god for poker.
Eventsne skaber en masse buzz og interesse og sikrer et tv-transmitteret produkt med nogle af verdens bedste. I $250k blev der udbetalt 6 pladser, og alle var top pro’er: Phil Ivey, Isaac Haxton, Mike McDonald, mig selv, Fabian Quoss og Tom Dwan. Mens strukturerne var hurtige tidligt, faldt de en del i tempo mod slutningen, så der var masser af spil til de professionelle, som fik pengene i sidste ende. Argumentet om, at disse begivenheder er dårlige for pokerøkonomien, er faktisk bagvendt. Det er rige forretningsmænd, som ikke har deres huslejepenge på spil i disse begivenheder, der skaber den værdi, som ellers ikke ville være der, og som tilfører en tilstrømning af penge til pokerøkonomien. Mange af de professionelle og amatører, der deltager i disse begivenheder, spiller regelmæssigt stakes, der langt overstiger disse turneringer. Hvis folk ønsker at spille cash games eller turneringer med høje stakes, ser jeg ingen logisk grund til at begrænse dem i at investere eller bruge deres penge, som de ønsker det.
Der var kritik af, at mediedækningen af denne begivenhed overskyggede hovedbegivenheden. Man kan argumentere for, at dette har været tilfældet i flere år nu. Dækningen er baseret på efterspørgslen, og hvis super highrollerne får flere hits for medierne, ville de være tåbelige ikke at bruge tid på at dække dem. Jeg tror også, at pokerfans kan lide fortrolighed, og du vil se en gruppe af kendte ansigter i alle disse begivenheder, mens det ved finalebordene i main event-finalebordene er sjældent, at man kan genkende mere end tre navne.
Der er også en stor misforståelse om, at late entries giver visse spillere en fordel. Hvis man tillader sen tilmelding til events, er det faktisk kun logisk, at man også tillader re-entries i den periode. Det eneste sted, der ikke ville gælde for så vidt angår mig, er WSOP. Der er historie, og jeg mener, at det har en vis værdi at beskytte den prestige, der ligger i armbåndene og historien. Hvis man kan forstå, at en re-entry er en NY spiller, så er det egentlig ligegyldigt, at denne nye spiller måske allerede er gået busted fra turneringen. Hvis en spiller har lov til at tilmelde sig for første gang på niveau 4, så bør en busted spiller, som nu bliver en ny spiller, også have denne ret.
Der er ikke en spiller i verden, der “planlægger” at genindtræde i en turnering. Hver beslutning om at genindtræde er en unik beslutning. For eksempel brugte jeg 5 kugler i $100k, og min tankegang var som følger:
Kugle nr. 1: Dette er en god turnering og en god investering for mig
Kugle nr. 2: Dette er en god turnering og en god investering for mig. Det, der er sket før dette, har ikke længere nogen indflydelse på denne beslutning.
Bullet #3: Dette er en god turnering med mange døde penge i forvejen og en god investering. Det faktum, at nogle af disse døde penge er mine, er fuldstændig irrelevant på dette tidspunkt.
Bullet #4: Det samme som #3
Bullet #5: En entry her giver mig blot 12,5 big blinds. Jeg vil tale med nogle matematikere jeg kender, og diskutere om dette er en positiv eller negativ ROI-situation. Da den gennemsnitlige stack kun var 25 big blinds, og der var masser af døde penge tilbage, rådede mine intelligente venner mig til, at jeg sandsynligvis stadig har omkring 3-5% ROI på denne sidste bullet. Mig selv og 9 andre mennesker besluttede at lave dette spil.
Hvis du vil tænke på dette på en anden måde, spillede jeg i det væsentlige fem turneringer her og cashed i sidste ende i en. Mine buy ins til disse 5 events kostede mig 500.000 dollars, og mine cash outs var 550.000 dollars. Det faktum, at disse fem turneringer fandt sted på samme dag, er virkelig ikke anderledes end at jeg bruger $100k i buy ins på fem forskellige tour stop. Giver det mening?
Sidst vil jeg gerne dække hele argumentet om alle tiders pengeliste, som nemt er det dummeste af alle, men som alligevel er værd at tage fat på. Selv hvis man registrerede buy ins, har denne liste ingen reel betydning. Hendon Mob-webstedet sporer disse ting, og det er interessant at se på, men med hensyn til hvilken betydning eller betydning disse tal har for pokerverdenen, har de ingen betydning overhovedet.
Da jeg begyndte at spille i slutningen af 90’erne, blev en $1000 buy in event betragtet som enorm, og der var kun en $10k event om året, WSOP main event. På det tidspunkt var fyre som TJ Cloutier, Men Nguyen og Phil Hellmuth øverst på disse lister, men da $10k buy in events blev normen et par år senere, skød jeg til toppen af denne liste i løbet af meget kort tid, simpelthen fordi præmiepuljerne var meget større. I løbet af de sidste par år har vi set den næste fase af inflationen. Nu er det i stedet for at det var $10k events, der blev de største regelmæssige events, $100k events er grasserende, og præmiepuljerne i disse events er store nok til at ryste alle tiders pengeliste betydeligt op. Én begivenhed, nemlig One Drop, har et buy in på en million dollars, og ikke overraskende er vinderen af den begivenhed og omkring 18 millioner dollars øverst på listen i øjeblikket!
Bortset fra det er der begivenheder, der tæller på en spillers total, der gør hele listen suspekt. For eksempel vandt Phil Ivey for år tilbage en privat, et bord sit n’ go med andre medlemmer af Full Tilt, og vinderen blev belønnet med en million dollars. Det er blevet lagt til hans total. Hvis nogle milliardærer ville køre en privat pokerturnering med et buy in på 10 millioner dollars på Aria og transmittere den på tv, voila, så har vi den nye all time money leader! Silly right?
Jeg tror, at bundlinjen her er, at jeg ikke kan se det skadelige i at have disse begivenheder en gang om året, og jeg kan bestemt ikke lide tanken om at begrænse folk fra at spille for høje indsatser, hvis de vælger at. Seriøst, hvis 10 fyre ønskede at spille en $100 millioner buy in winner take all sit n’ go hvem er vi til at stoppe dem? Hvis pokermedierne ønskede at dække begivenheden, hvem er vi så til at fortælle dem, at de ikke må det? Endelig, hvis de ønskede at gøre arrangementet ubegrænset re-entries for hele turneringen, hvilken ret har vi så til at fortælle dem, at de ikke må?