Syed Abul Ala Maududi (25. september 1903-22. september 1979) var uden tvivl en af de største islamiske lærde i det 20. århundrede, som påvirkede millioner af muslimer over hele verden gennem sine skrifter og religiøst-politisk aktivisme.
Han var filosof, jurist, journalist og politiker. Hans mange værker blev skrevet på urdu, men blev derefter oversat til engelsk, arabisk, hindi, bengali, tamilsk, burmesisk og mange andre sprog.
Igennem hele sit liv stræbte han ikke kun hårdt efter at omdanne Pakistan til en ægte islamisk velfærdsstat, men arbejdede også i tæt samarbejde med de muslimske bevægelser verden over for at skabe forbedringer i de respektive lande gennem islams strålende principper. Uafhængige historikere beskrev ham som en af de mest magtfulde islamiske ideologer i det 20. århundrede, hvis ideer og skrifter fortsatte med at påvirke et stort antal islamiske bevægelser i den muslimske verden.
I hele sit liv bad han folk om at følge Koranen og Sunnah og undgå mindre forskelle. For ham var sekterisme det største onde, som svækkede de muslimske samfund og gjorde dem sårbare over for fjendens planer. Han opfordrede Ummmah til at stå sammen for at forpurre konspirationerne mod islam.
Sekterisme, mente han, var årsagen til alle de problemer, som den muslimske verden stod over for, og enhed var midlet mod den svaghed, som islam havde lidt under i århundredernes løb. Det var måske på grund af denne egenskab, at Syed Maududi havde nydt stor ære og respekt i sin levetid og efter sin død i hele den islamiske verden, herunder Saudi-Arabien, Iran, Egypten, Malaysia og Indonesien.
Syed Maududi, Syed Qutb og Imam Hasan al-Banna var de førende lærde i det 20. århundrede, der udfordrede kolonimagterne og deres agenter. Deres tilhængere helligede senere deres liv til at omdanne samfundene til et ideelt sted at leve for menneskeheden. Syeds arbejde var en fortsættelse af de bestræbelser, som Hazrat Shah Wali Ullah (R.A.), Hazrat Mujadid Alf Sani (R.A.), Shah Abdul Qadir Gilani (R.A.) og Hazrat Ali Hajveri (R.A.) udfoldede.A) for at omdanne samfundet til et ideelt sted at leve for menneskeheden.
Syed Maududi blev født i Aurangabad (dengang i Hyderabad, nu i delstaten Maharashtra, i Indien) i en traditionel muslimsk familie med en stærk religiøs indstilling. Hans far, Ahmad Hasan Maududi, var advokat og religiøs lærd. I flere år i Abul Ala’s barndom holdt hans far op med at praktisere som advokat og helligede sig religionen. Syed blev primært undervist i hjemmet. Da han var 15 år gammel, blev han tvunget til at forlade skolen, da hans far døde. Som 17-årig blev han korrespondent og blev snart redaktør for Taj, en avis i Jabalpur. I 1920 overtog han redaktionen af Muslim, som blev udgivet af Jam’iyat-i ‘Ulama,” Indiens Ulema i Delhi. Avisen lukkede i 1923, men Syed Maududi blev snart redaktør af det prestigefyldte al-Jam’iyah. Mens han var journalist, begyndte han også at skrive om islam. I 1928 forlod Syed Maududi journalistikken og begyndte at arbejde som stipendiat. Han skrev en historie om Asafiyah-dynastiet i Hyderabad og en anden historie om de seljukiske tyrkere. Mest betydningsfuldt var måske, at han skrev en lille bog, Toward Understanding Islam, (Risala al Dinyat), der virkelig indledte hans karriere som islamisk tænker og religiøs forfatter.
I 1930 havde Syed Sahib udgivet Jihad fil Islam (Holy war in Islam), en samling essays.
I 1932 blev han medlem af det hyderabadiske tidsskrift Tarjuman al-Quran, og i 1933 blev han redaktør. Han brugte tidsskriftet som en platform til at udbrede budskabet om islam, og senere i 1930’erne vendte han sig også mod indisk politik.
Han opfordrede Indiens muslimer til at anerkende islam som deres eneste identitet og til at blive bedre muslimer. I 1941 indkaldte Syed Maududi til et møde i Lahore for at stifte Jamaat-e-Islami med det ene formål at udbrede islams budskab, og med tiden blev JI en meget vigtig kraft i Pakistans nationale politik.
Han blev arresteret i 1953 på grund af sin aktive rolle i forbindelse med at erklære qadyanier som ikke-muslimer. Han blev dømt til døden, men senere blev hans dødsdom ændret til fængsel på livstid. Han blev løsladt efter få måneder under offentligt pres. I 1958 kom Pakistan under militærstyre, og Jamaat-e-Islami blev forbudt.
Han blev arresteret af Ayyub Khans regime i 1964. Ved valget i 1965 støttede han Fatimah Jinnahs præsidentkandidatur mod Ayyub Khan. I 1972 afsluttede han sin Tafheem-ul-Quran på urdu, og samme år trådte han tilbage som Amir Jamaat på grund af voksende helbredsproblemer. Han fortsatte dog sine skrifter indtil slutningen af 70’erne. Syed Sahib døde den 22. september 1979 i Buffalo, New York, hvor han var taget hen for at besøge en søn, der var læge, og for at modtage medicinsk behandling for en langvarig nyresygdom. Han blev begravet i Lahore.
I anledning af Maulana Maududis 40. dødsdag fornyer Jamaat-e-Islami sit løfte om at fortsætte sin kamp for at omdanne Pakistan til en islamisk velfærdsstat – en stat, hvor folk nyder gratis uddannelse og sundhedsfaciliteter og hurtig retfærdighed og tilbringer deres liv i overensstemmelse med islams lyse principper.
Forfatteren er Jamaat-e-Islami-chef og senator