Så mange har ringet for at udtrykke bekymring, og et par vilde rygter har været i omløb, så jeg tænkte, at det ville være bedst at sende en “officiel” rapport ud om min ulykke søndag den 25. februar. Jeg er okay! Ærligt talt. Her er detaljerne.
Jeg havde tilbragt en dejlig weekend i Los Alamos, New Mexico, hvor jeg talte for en unik kirke, der kombinerer seks forskellige trosretninger. Janet rejste så meget med mig under bogturnéen i de sidste par måneder, at hun følte sig forpligtet til at blive hjemme og passe sine opgaver på det ældrecenter, hvor hun arbejder, så jeg tog af sted alene. Mine værter fra New Mexico mødte mig i Taos til en dejlig dag med bam-bam bump-skiing om torsdagen, hvorefter vi kørte sammen til Los Alamos. Det er noget af et sted, der blev skabt i 1940’erne til Manhattan-projektet og er det sagnomspundne hjemsted for atombomben. Byen har flere ph.d.’er pr. indbygger end noget andet sted i verden. Jeg havde et fascinerende møde med nogle af fysikerne og andre videnskabsmænd fra laboratoriet, hvor vi diskuterede spørgsmål om videnskab og tro og atomterrorisme og pacifisme og andre vigtige emner. Fredag aften talte jeg om min bog “Prayer”: Et meget passende emne i lyset af det følgende. Lørdag holdt jeg et seminar bestående af tre foredrag af en times varighed og en bogsignering, og derefter tog jeg tidligt søndag morgen til Denver, hvor jeg havde planlagt at mødes med Janet til en vens bryllup.
Jeg kørte alene på en fjerntliggende motorvej, kurvet, men ikke for kuperet, med ca. 65 mph. Der kom pludselig en kurve, og jeg drejede til venstre, måske for skarpt. Som du måske ved, er Ford Explorers ret berygtede for at svinge, og det gjorde den her. Jeg forsøgte at korrigere, men så vidt jeg kan rekonstruere, hvad der skete, gled mit dæk ud over kanten af asfalten og ned på gruset. Det fik Explorer’en til at rulle sidelæns, mindst tre gange og sandsynligvis flere. Utroligt nok standsede køretøjet med den rigtige side opad. Alle vinduer var sprængt ud, og ski, støvler, bærbar computer og kufferter lå spredt over ca. 30 meter i jorden. Jeg prøvede mine hænder og ben, og de fungerede fint. Jeg var i stand til at løsne sikkerhedsselen og gå væk. Inden for fem minutter stoppede et par biler, og deres beboere, mormoner på vej til kirke, kaldte på hjælp.
Jeg havde en masse mindre snitsår og blå mærker i ansigtet og på mine lemmer, men bortset fra en vedvarende næseblødning var der intet alvorligt. Jeg havde dog intense smerter i min nakke. Da ambulancen kom, spændte de mig fast i en stiv bodyboard, tapede mit hoved fast og immobiliserede det med en nakkestøtte. Det tog næsten en time at nå frem til byen Alamosa i det sydlige Colorado.”
Så jeg ser tilbage nu, kan jeg se så mange mini-mirakler, der alle bidrog til et godt resultat. Mormonerne (hvoraf to var E.M.T.-uddannede), der rejste denne rute en søndag morgen. Den mest erfarne røntgen-/MRI-tekniker, som normalt havde fri i weekenden, vikarierede for en syg kollega. Lægen fra skadestuen, som den dag var på forsiden af den lokale avis, en lægeuddannet fra University of Michigan, som netop var vendt tilbage til sin lille by i Colorado for at gøre tjeneste. Og frem for alt selve skaden.
Alamosa har ingen radiolog på vagt i weekenden, så alle billeder måtte sendes til Australien (hvor det var mandag morgen, en normal arbejdsdag) for at blive fortolket. Billederne er så tætte, at højhastighedsoverførslen tager en time, og derefter kan diagnosen tage endnu en time. Efter den første batch kom lægen ind med de indledende ord, som ingen patient ønsker at høre: “Der er ingen nem måde at sige dette på, hr. Yancey…” Jeg havde brækket C-3-hvirvelsøjlen på en “komminutteret” måde. (Jeg kendte heller ikke det ord; slå det op, og i ordbogen står der “pulveriseret”). Den gode nyhed var, at bruddet ikke var sket i selve rygmarvssøjlen. Hvis det havde været tilfældet, så var det jo C-2, hvor Christopher Reeves brud skete, så du får et billede af, hvad der kan ske deroppe. Rygsøjlen har tre kanaler, en til rygmarven og to til arteriel blodforsyning, hvilket er der, hvor mit brud skete. Den dårlige nyhed var, at på grund af brudets splintrede karakter kan et knoglefragment meget vel have ramt eller trængt ind i en arterie.
“Vi har et jetfly klar til at flyve dig til Denver, hvis det er nødvendigt”, forklarede lægen. Vi vil lave endnu en MRT, denne gang med en jodfarveopløsning for at afsløre en eventuel lækage fra arterien. Det er en livstruende situation.”
I mellemtiden havde Janet, som jeg havde ringet til fra ambulancen, skyndt sig at få styr på tingene og begynde at køre til Alamosa (4 timer fra Evergreen) for at være sammen med mig. Vores gode samaritanske nabo Mark insisterede på at tage med hende, en storslået gave, da det frigjorde hende til at foretage telefonopkald og samle sig under den anspændte køretur. De var omtrent halvvejs til Alamosa, da lægen gav hende denne nyhed via telefonen og forklarede, at hvis de fandt en arteriel lækage, kunne de ikke holde flyet tilbage for hende; jeg ville blive sendt af sted med det samme. Man skal bruge en mobiltelefon i Colorado for at forstå noget af den spænding, der er her: ca. hvert tredje ord bliver tabt, og i bjergene bliver opkaldet afbrudt hvert 30. sekund eller deromkring. Stakkels Janet prøvede at beslutte, om hun skulle vende om og køre tilbage til Denver eller fortsætte til Alamosa, med mulighed for at se mine jetkontrailer på himlen over hende.
Jeg gik ind til jodfarve-scanningen og blev derefter efterladt alene for at vente på transmissionen til Australien og resultaterne. I alt lå jeg fastspændt på den kropstavle i syv timer. Der var ret travlt på skadestuen den dag, mest grædende babyer. Jeg havde masser af tid til at tænke. Jeg har skrevet artikler om folk, hvis liv er blevet ændret fra den ene dag til den anden af en ulykke, der gjorde dem lamme eller firbenede. Jeg havde åbenbart kun lige akkurat undgået den skæbne; og jeg mener kun lige akkurat – mit brud var omkring en halv centimeter fra rygmarven. Men hvis min arterie var utæt, en arterie, der forsyner hjernen, eller hvis den kastede en blodprop, ja, så ventede der mig en skæbne, der var værre end lammelse.
Jeg forblev rolig under hele forløbet, min puls holdt sig stabilt omkring 70. Og da jeg lå der og overvejede, hvad jeg lige havde lært i Los Alamos om bøn, og for første gang stod over for den overhængende mulighed for at dø, følte jeg mig meget fredfyldt. Jeg tænkte på, hvilket vidunderligt liv jeg har haft, med en livgivende ægteskabspartner gennem 37 år, alle undtagen tre af Colorados 54 14.000-fodsbjerge under mit bælte, eventyr i mere end 50 lande, et arbejde, der giver mig både mening og total frihed. Netop den weekend havde jeg igen hørt historie efter historie om mennesker, der er blevet berørt af en af mine bøger. Jeg så tilbage på mit liv og følte ingen fortrydelse (ja, jeg ville gerne få bestiget de sidste tre fjortenfjerdsere). Og da jeg tænkte på, hvad der måske venter mig, følte jeg en følelse af stor tillid. Ingen, der er opvokset i den slags kirkemiljø, som jeg voksede op i, efterlader fuldstændig den skarpe lugt af ild og svovl, men jeg følte en overvældende følelse af tillid til Gud. Jeg har lært en Gud at kende, der har medfølelse, barmhjertighed og kærlighed. Jeg har ingen anelse om, hvordan himlen eller et liv efter døden vil være, men jeg følte mig støttet af denne tillid. Okay, morfin-dropet var også begyndt at virke!
Det var de spændte timer: Janet kørte ned ad vejen med vores nabo, hun følte sig hjælpeløs og usikker, med scener om, hvordan hendes liv ville ændre sig med en død eller lammet mand; og jeg var fuldstændig hjælpeløs, fastspændt på et bord, mens de billeder, der skulle afgøre min fremtid, prellede af på en satellit på vej til Australien.
Da det skete, var resultaterne gudskelov – ja, ja, gudskelov – langt bedre, end nogen af os kunne forestille sig. MRI’en viste ingen arteriel lækage. Jeg blev udskrevet inden for en halv time efter Janets ankomst, udstyret med en stiv nakkestøtte, som vil forhindre mit hoved i at bevæge sig i de næste 10 uger eller deromkring. Hvis alt går godt, vil ryghvirvlen måske heles tilbage af sig selv; hvis ikke, skal jeg måske opereres på et senere tidspunkt.
Vi fik et varmt måltid, mit første i dag, og begyndte køreturen tilbage til Evergreen. Inden midnat sad jeg i et badekar og opdagede nye sår og hudafskrabninger, varmede mig op og gjorde mig klar til en udfordrende nats søvn i min egen seng.
Jeg er dybt taknemmelig over for så mange, der har givet besked, og som har bedt og fortsat beder for min helbredelse. Jeg er sikker på, at jeg vil stå over for nye udfordringer, og min tidsplan i de næste par måneder har helt sikkert brug for nogle store justeringer. Men jeg er i live, mine fingre og tæer bevæger sig, og min hjerne fungerer. Jeg husker, at jeg sad på sædet i Ford Explorer, da den endelig holdt op med at rulle, mens motoren stadig kørte, og jeg tænkte: “Dette er begyndelsen på kapitel to i mit liv.” Det gør det faktisk, men med betydeligt lysere udsigter, end det virkede på det tidspunkt. Jeg håber at kunne stå på ski på lange pukkelpister igen, om end ikke før næste år, og jeg har endnu en chance for at bestige de sidste tre 14-års bjerge, at kigge på de vilde blomster undervejs, at værne om mine venner og elske min kone og familie og takke Gud for hvert eneste minut af denne dyrebare gave, som livet er. Gud være lovet.