(ab-dō′mĕn)
(ab′dŏ-mĕn)
Delen af stammen mellem brystkassen og bækkenet. Maven og bækkenet danner mave- og bækkenhulen. Abdomen er afgrænset overordnet af thoraxdiaphragmaet og underordnet af bækkenbræmmen. Den anterolaterale bugvæg er dannet af den flade mavemuskulatur. I maven findes mavesækken, den nederste del af spiserøret, tynd- og tyktarmen, leveren, galdeblæren og milten. Den parietale peritoneum beklæder bughulen. Det viscerale peritoneum omslutter organerne i bughulen. Nyrerne, binyrerne, urinlederne, prostata, sædblærerne og større karstrukturer (såsom den abdominale aorta og den nedre vena cava) er placeret uden for peritoneum (ekstraperitonealt); de, der ligger bagtil, er retroperitoneale.
abdominal (ab-dom′ĭ-năl)
, adj.
Se: abdominalkvadranter til illus
INSPECTION
Visuel undersøgelse af abdomen foretages bedst, mens patienten ligger på ryggen med let bøjede knæ. Hos en rask person er maven oval med forhøjninger og fordybninger svarende til mavemusklerne, navlen og til en vis grad formen af de underliggende viscera. I forhold til bryststørrelsen er maven større hos børn end hos voksne; den er mere rund og bredere nederst hos mænd end hos kvinder.
Sygdom kan ændre mavens form. En generel, symmetrisk forstørrelse kan skyldes ascites; en delvis og uregelmæssig forstørrelse kan skyldes tumorer, hypertrofi af organer som lever eller milt eller tarmudvidelse forårsaget af gas. Retraktion af maven kan forekomme ved ekstrem afmagring og ved flere former for hjernesygdom.
Atmningsbevægelserne af bugvæggene og bevægelserne af thorax er omvendt proportionale: når bevægelserne af den ene øges, mindskes bevægelserne af den anden. Således øges de abdominale bevægelser ved pleurisy, pneumoni og perikarditis, men falder ved peritonitis og abdominalsmerter.
De overfladiske abdominale vener er undertiden synligt forstørrede, hvilket indikerer en obstruktion af blodgennemstrømningen i enten portalsystemet (som ved cirrose) eller den nedre vena cava.
AUSKULTATION
Lytning til lyde produceret i abdominale organer giver nyttige diagnostiske oplysninger. Fraværende eller formindskede tarmlyde kan være tegn på paralytisk ileus eller peritonitis. Høje, klingende lyde er forbundet med tarmobstruktion. Brummene kan være tegn på åreforkalkning eller et abdominalt aortaaneurisme. Under graviditet giver auskultation mulighed for at identificere og vurdere fosterets hjertefrekvens og vaskulære lyde fra placenta.
PERKUSSION
For at behandleren kan opnå den størst mulige mængde information, bør patienten ligge på ryggen med hovedet let hævet og knæene let bøjede. Perkussionen skal udføres systematisk over den forreste overflade af abdomen. En kombination af hørbar eller taktil fornemmelse vil blive opfattet af undersøgeren i overensstemmelse med de underliggende strukturer (f.eks. gasformige udspilede organer versus faste organer).
PALPATION
Abdomen kan palperes med fingerspidserne, med hele hånden eller med begge hænder; trykket kan være let eller kraftigt, kontinuerligt eller intermitterende. Hovedet støttes for at afspænde bugvæggen. I nogle tilfælde kan patienten undersøges i stående stilling, f.eks. er palpation af lyskenbrok måske ikke mulig i liggende stilling.
Palpation er nyttig til at påvise visceriernes størrelse, konsistens og position, tilstedeværelsen af tumorer og hævelser, og om tumorerne ændrer position ved vejrtrækning eller er bevægelige. Det er nødvendigt at konstatere, om der er ømhed i nogen del af bughulen, om smerten øges eller lindres ved fast tryk, og om smerten forstærkes ved pludselig afgivelse af fast tryk, dvs. rebound-ømhed.
En arteriel impuls, hvis en sådan findes, er systolisk og ekspansiv. Der kan lejlighedsvis palperes en thrill, der ledsager en støj. Overfladen af en tumor er normalt fast og glat, men kan være knudret. Inflammatoriske masser er typisk faste og reproducerbart ømme. Blodudtrædning i vævet, f.eks. ved hæmatom, kan give en palpabel masse.