Den kontroversielle politiker og leder af partiet Den Sande Sti, Tansu çiller (født 1946), var premierminister i Tyrkiet fra 1993 til 1996 i en periode med ekstreme politiske omvæltninger og økonomisk ustabilitet. Hun begyndte sin karriere som professor i økonomi, inden hun gik ind i politik i 1990.
Tansu çiller blev født i 1946 i Istanbul i et komfortabelt middelklassehjem som datter af en pensioneret regeringsembedsmand. Hun gik på den amerikanske pigeskole og derefter på Bosphorus University (tidligere Robert College), hvor hun blev færdiguddannet med en grad i økonomi i 1967. I 1963, som 17-årig, giftede hun sig med Özer Üçuran, som antog hendes andet navn; han blev hurtigt en indflydelsesrig person i hendes liv. çiller kom til USA for at tage en videregående uddannelse og fik sin kandidatgrad og ph.d. i økonomi fra henholdsvis universiteterne i New Hampshire og Connecticut. Inden hun vendte tilbage til Tyrkiet i 1973, underviste hun i økonomi på Franklin and Marshall College i Pennsylvania.
çiller blev ansat som assisterende professor i økonomi på Bosphorus University i Istanbul i 1974 og blev forfremmet til associeret professor i 1978 og professor i 1983. I disse år etablerede hun gode forbindelser med Tyrkiets erhvervsliv og skrev en række rapporter om landets økonomiske problemer for TÜSIAD, akronymet for den tyrkiske sammenslutning af forretningsfolk og industrialister. Disse rapporter tegner sig for størstedelen af hendes akademiske publikationer. I mellemtiden var hendes mand gået ind i erhvervslivet og havde erhvervet franchisen for “7-Eleven”-butikker i Tyrkiet og var direktør for en bank, der gik konkurs under den økonomiske krise i 1980’erne. Dette underminerede dog ikke çillers økonomiske formue, som havde opnået stor rigdom gennem spekulation i jord og fast ejendom.
1980’erne var politisk set et turbulent årti for Tyrkiet. Efter militærets magtovertagelse den 12. september 1980 blev al politisk aktivitet indefrosset, partier blev opløst, og politikere blev forbudt fra politik. Da politikken blev genoprettet i 1983, var det kun nye og ubesmittede personer, der fik lov til at danne partier. Døren blev slået op for en ny generation af politikere, hvoraf Turgut Ozal blev den mest berømte. Tansu çiller gik ikke ind i politik på det tidspunkt; hun kom i offentlighedens søgelys i slutningen af 1980’erne som en af kritikerne af Turgut Ozals økonomiske politik. Den støtte, hun fik i erhvervslivet, gjorde det muligt for hende at komme ind i Süleyman Demirels kreds som konsulent i økonomiske spørgsmål. Da hans parti Den Sande Vejs parti (TPP) var i fremgang, fik Demirel hende til at blive medlem af partiet i 1990. Da der blev afholdt parlamentsvalg i oktober 1991, var hun en af arkitekterne bag sit partis økonomiske politik. TPP blev det største parti i parlamentet med 178 pladser, men uden det nødvendige flertal til at danne sin egen regering. çiller vandt pladsen for Istanbul og kom ind i parlamentet.
Demirel dannede en koalitionsregering med det socialdemokratiske populistparti (SHP) og udnævnte çiller til statsminister med ansvar for økonomien. Hendes økonomiske stabiliseringsprogram blev præsenteret den 17. januar 1992. Målet var at stabilisere økonomien ved at opretholde en rimelig vækstrate på 5,5 procent i 1992 (sammenlignet med 2 procent i 1991); ved at bekæmpe inflationen, som lå på omkring 70 procent, og reducere den til 42 procent; og ved at indsnævre budgetunderskuddet. çiller foreslog en reform af skattesystemet for at udvide skattegrundlaget og en omstrukturering af de statsejede økonomiske virksomheder, så de blev rentable og dermed attraktive for private købere. Programmets succes var også afhængig af udenlandske investeringer og lån, og derfor rejste çiller rundt i verden for at sælge sine ideer, især i Tyskland, USA og Japan.
Man kan kun spekulere over, hvordan Tansu çillers politiske karriere ville have udviklet sig, hvis ikke visse begivenheder havde grebet ind og åbnet nye døre. Præsident Turgut Ozals død i april 1993 efterlod præsidentposten ledig, hvilket førte til Süleyman Demirels valg den 16. maj. Det efterlod posterne som leder af partiet Den Sande Vej og premierministervacant. çiller var ikke det oplagte valg; hun var ny i partiet og relativt uerfaren, og der var mere erfarne kandidater (f.eks. Cindoruk og Ismet Sezgin), som havde stærkere krav på lederskab. Men çiller havde den fordel, at hun var yngre, kvindelig, attraktiv og veluddannet i forhold til sine rivaler. Hun var ikke blot økonom, hun talte flydende engelsk og tysk, havde et kosmopolitisk syn og var godt bekendt med Vesten. Overalt i verden syntes vælgerne at foretrække unge, dynamiske ledere, og Tyrkiet var ingen undtagelse. Den unge Mesut Yilmaz havde overtaget Moderlandspartiet fra Ozal; Inönü’s SHP gik i samme retning, da han trak sig tilbage, og en yngre leder blev valgt i september 1993. Det gav god politisk mening at vælge en attraktiv kvinde, lykkeligt gift og med to sønner, som TPP’s leder og dermed styrke partiets position ved det kommende valg. Hun ville modvirke sine rivalers kvaliteter, især blandt de kvindelige vælgere, som udgjorde over halvdelen af vælgerne. Den åbne støtte, som erhvervslivet gav çiller, kunne heller ikke ignoreres. I Vesten forventede man desuden, at hendes succes ville styrke Tyrkiets image som et fremadrettet muslimsk land i en islamisk verden, der alt for ofte syntes at søge inspiration i fortiden.
Tansu çiller blev valgt som leder af TPP den 13. juni 1993 og blev udnævnt til Tyrkiets første kvindelige premierminister. Hendes koalition med SHP vandt tillidsafstemningen den 25. juni, og Tansu çiller overtog styringen af Tyrkiets skæbne. Hendes succes ville afhænge af hendes evne til at finde svar på Tyrkiets mange problemer, især økonomien og det kurdiske spørgsmål, og disse ville sætte enhver leders evner på prøve.
Som tiden gik viste Tansu çiller sig at være ineffektiv i forhold til at kontrollere parlamentet og endnu mindre de alvorlige problemer, som det tyrkiske folk stod over for. Kurdiske oprør, en galopperende inflation og en desperat skrumpende økonomi plagede hendes tid som premierminister. Den tyrkiske regerings iboende ustabilitet forværrede situationen yderligere. I 1995 var çiller plaget af personlige beskyldninger. Hun trådte tilbage under pres i september samme år. En måned senere, den 15. oktober, blev der afholdt en tillidsafstemning, og çiller fik lov til at fortsætte som fungerende premierminister, indtil sagen var afklaret. I begyndelsen af 1996 indvilligede çiller i en koalitionsregering, hvor Mesut Yilmaz fra Moderlandspartiet skulle være premierminister indtil 1997, hvorefter çiller skulle genvinde posten. çiller vendte dog aldrig tilbage til sin post, da de alvorlige beskyldninger mod hende blev ved med at vokse. Den 6. juni 1996 blev Yilmaz selv kritiseret af parlamentet, og regeringen kollapsede. Den 8. juli var der blevet dannet en ny koalition. Denne gang indvilligede çiller i at blive vicepremierminister under Necmettin Erbakan fra Velfærdspartiet. I henhold til aftalen ville çiller blive genindsat som premierminister det følgende år. Den 18. juni 1997 trådte Erbakan tilbage i et forsøg på at fremtvinge et tidligt valg, hvilket igen ville forhindre çiller i at genvinde premierministerposten.
Videregående læsning
For yderligere oplysninger om çiller, se The Economist, 25. marts 1995; 21. oktober 1995; 9. marts 1996; 8. juni 1996; 15. juni 1996; 21. juni 1997. På internettet kan man besøge webstedet http://www.mfa.gov.tr:80/grupb/ciller.htm. □