Назад к списку
“Et centralt tema i sutraen er ideen om, at alle mennesker lige meget og uden undtagelse besidder ‘Buddha-naturen’. Lotus Sutras budskab er at opmuntre menneskers tro på deres egen Buddha-natur, deres egen iboende evne til visdom, mod og medfølelse.”
Sakyamuni, buddhismens historiske grundlægger, lærdom er nedfældet i en enorm mængde tekster, kendt som sutraer. Den måde, hvorpå buddhismens filosofi præsenteres i sutraerne, varierer meget. Dette kan forklares med en række faktorer. I løbet af de ca. 50 år, hvor Shakyamuni delte sin lære med sin tids folk, rejste han vidt omkring i Indien. I stedet for at redegøre for sin filosofi på en systematisk måde, tog hans undervisning hovedsagelig form af dialog. Han mødtes med mennesker med en bred vifte af baggrunde – fra statsministre til uuddannede mænd og kvinder – og forsøgte at besvare deres spørgsmål og tvivl. Mest af alt søgte han at give svar på de grundlæggende spørgsmål om den menneskelige eksistens: Hvorfor er det, at vi bliver født og må møde de uundgåelige lidelser som sygdom, aldring og død?
Sutraerne blev kompileret i årene efter Shakyamuni’s død; man mener, at Lotus Sutra blev kompileret mellem det første og andet århundrede e.Kr. På sanskrit er det kendt som Saddharmapundarika-sutra (lit. “korrekt dharma hvid lotus sutra”). Ligesom mange Mahayana-sutraer spredte Lotus Sutra sig gennem den “nordlige transmission” til Centralasien, Kina, Korea og Japan. Lotus-sutraet kom oprindeligt ind i Kina i det tredje århundrede e.Kr. og siges at være blevet oversat til flere forskellige versioner af kinesisk, hvoraf der findes tre komplette versioner. Kumarajivas (344-413 e.Kr.) oversættelse fra det femte århundrede anses for at være særlig fremragende; dens filosofiske klarhed og litterære skønhed menes at have spillet en rolle i den udbredte veneration af dette sutra i hele Østasien.
Titlen på Lotus Sutra i Kumarajivas oversættelse, Myoho-renge-kyo, indeholder essensen af hele sutraet, og det var på baggrund af denne erkendelse, at Nichiren (1222-1282 e.v.t.)) etablerede påkaldelsen af Nam-myoho-renge-kyo som sin centrale buddhistiske praksis.
Lotussutraet betragtes som det sutra, der opfylder formålet med Shakyamuni’s ankomst i verden, udtrykt i disse ord: “I begyndelsen afgav jeg et løfte i håb om at gøre alle mennesker lige med mig, uden nogen forskel mellem os.” Med andre ord var formålet med Shakyamuni’s ankomst at gøre det muligt for alle mennesker at opnå den samme tilstand af fuldkommen oplysning, som fik ham til at blive kendt som “Buddha” eller “den opvågnede”.”
Lotussutraen indeholder en række begreber, som var revolutionerende både inden for rammerne af den buddhistiske lære og i den bredere sociale kontekst på den tid. Mange af disse er ikke eksplicit formuleret, men er underforstået eller materialiseret i de dramatiske og endog fantastisk udseende begivenheder, der er skildret i teksten. En stor del af genialiteten hos senere lærde af sutraet, såsom T’ien-t’ai (538-597 e.Kr.), lå i deres evne til at uddrage og systematisere disse principper.
Et centralt tema i sutraet er ideen om, at alle mennesker lige meget og uden undtagelse besidder “Buddha-naturen”. Lotus-sutraets budskab er at opmuntre folk til at tro på deres egen Buddha-natur, deres egen iboende evne til visdom, mod og medfølelse. Den universelle evne til oplysning demonstreres gennem eksempler på mennesker, for hvem denne mulighed traditionelt var blevet nægtet, såsom kvinder og mennesker, der havde begået onde gerninger.
I mange sutraer fordømmes en række af Shakyamuni’s ældre disciple som mennesker, der gennem arrogant tilknytning til deres intellektuelle evner og deres selvoptagede praksis har “brændt frøene til deres egen oplysning”. Dybsindigheden i Shakyamuni’s lære i Lotus Sutra’en vækker imidlertid ydmyghedens og medfølelsens ånd i dem. De indser, at alle mennesker er uløseligt forbundet i deres søgen efter oplysning, og at hvis vi selv ønsker lykke, er det bydende nødvendigt, at vi arbejder for andres lykke.
I dette sutra demonstrerer Shakyamuni desuden, at han faktisk opnåede oplysning i den uendelige fortid, ikke i sit nuværende liv, som hans tilhængere havde antaget. Dette illustrerer gennem det konkrete eksempel fra hans eget liv, at opnåelse af oplysning ikke betyder at forandre sig til eller blive noget man ikke er. Det betyder snarere at afsløre den iboende, “naturlige” tilstand, som allerede eksisterer indeni.
Som Daisaku Ikeda har skrevet, er Lotus Sutraen i sidste ende en lære om bemyndigelse. Den “lærer os, at den indre beslutsomhed hos et individ kan forvandle alt; den giver det ultimative udtryk for det uendelige potentiale og den uendelige værdighed, der ligger i hvert menneskeliv.”