Da den tidligere guvernør i Vermont, Howard Dean, blev formand for Democratic National Committee (DNC) i begyndelsen af 2005, var en af hans vigtigste bestræbelser at iværksætte en “50-stats-strategi”, et forsøg på at opbygge partiets infrastruktur og rekruttering af kandidater på alle niveauer og i alle stater – selv i republikanske bastioner.
“Vi styrkede partierne, så siddende guvernører kunne finde gode kandidater” til høje og lave poster, sagde Dean. “Det er meget lettere at gøre fra Topeka end fra Washington.”
Den var en god idé for partiformændene i delstaterne, men blandt de nationale strateger var tilgangen kontroversiel. Dean stødte sammen med den daværende repræsentant Rahm Emanuel, formand for Democratic Congressional Campaign Committee, som troede på en mere konventionel strategi med fokusering af begrænsede kampagneressourcer på svingende distrikter. På CNN sagde Paul Begala, at Deans strategi var det samme som at “hyre en flok ansatte til at vandre rundt i Utah og Mississippi og pille sig i næsen”. (Begala undskyldte senere.)
Dean har for længst forladt DNC – han sad i fire år og forlod det i begyndelsen af 2009 – og 50-state-strategien er forsvundet fra hukommelsen. Men når man ser på det fra nutidens synspunkt, tilbyder projektet et smart eksempel på, hvordan beskedne investeringer i partiets infrastruktur kan give håndgribeligt udbytte — og hvordan dette udbytte kan forsvinde, når investeringerne tørrer ud.
Vil du have flere politiske nyheder? Klik her.
Hvor vi kigger på tallene, bør vi bemærke, at nedenstående mønstre ikke udelukkende kan knyttes til Deans 50-state-projekt. Demokraterne oplevede trods alt to af deres stærkeste valgcyklusser i den periode. De nød godt af en stærk medvind fra kongressen i 2006 og et vindende præsidentkandidatur i 2008. I mellemtiden begyndte tallene at blive negative under midtvejsvalget i 2010, som var en republikansk afklapsning.
Det sagt, er mønstrene suggestive. I de 20 stater, som vi undersøgte – de stater, der har stemt solidt republikansk i de seneste præsidentvalg – opnåede demokratiske kandidater beskedne succeser på trods af det vanskelige politiske terræn. Efter at projektet blev stoppet, faldt den demokratiske succesrate.
De 20 stater, vi har undersøgt, er Alabama, Alaska, Arkansas, Georgia, Idaho, Kansas, Kentucky, Louisiana, Mississippi, Montana, Montana, Nebraska, North Dakota, Oklahoma, South Carolina, South Dakota, Tennessee, Texas, Utah, West Virginia og Wyoming. Vi udelukkede alle stater, der har stemt demokratisk i de seneste præsidentvalgkampe eller blev betragtet som potentielt konkurrencedygtige for Demokraterne, selv om staten i sidste ende valgte GOP (såsom Arizona og Missouri).
Her er hvordan Demokraterne klarede sig i de rødeste af de røde stater mellem januar 2005 og januar 2009, den periode, hvor 50-state-projektet var i drift:
- Statshuspladser: Nettogevinst på 39 sæder, en stigning på 2 procent af alle sæder i de analyserede stater
- Statslige senatssæder: Nettotab på to pladser
- Guvernørposter: Nettotab på et
- Attorney generalships: Nettogevinst på én (kun valgte pladser)
- Poster i USA’s Repræsentanternes Hus: Nettogevinst på én: Nettogevinst på tre pladser
- Senatspladser i USA: Nettogevinst på et sæde
- Præsidentens resultater: I 15 af de 20 stater oplevede den demokratiske kandidat en stigning i stemmeandelen mellem 2004 og 2008. I tre andre stater forblev stemmeandelen konstant. Den faldt kun i to stater.
“Der, hvor vi virkelig gjorde en stor forskel, var i stater som Nebraska, hvor Obama vandt en valgmandsstemme i 2008”, sagde Dean. “Han havde et rigtigt parti at arbejde med.”
Overordnet set forbedrede Demokraterne enten deres resultater i de rødeste stater mellem 2005 og 2009 eller led i værste fald kun mindre tilbageslag, hvilket i betragtning af de forhindringer, som partiet stod over for i disse solidt republikanske stater, næsten var en sejr i sig selv.
Lad os nu sammenligne denne rekord med den mellem januar 2009 og januar 2013.
- Statshuspladser: Nettotab på 249 pladser, et fald på 13 procent af de eksisterende pladser i disse stater
- State Senate seats: Nettotab på 84 pladser, et fald på 12 procent
- Guvernementer: Nettotab på 84 pladser, et fald på 12 procent
- Guvernementer: Et fald på halvdelen, fra otte guvernører til fire
- Attorney generalships: Et fald med to tredjedele i antallet af valgte generaladvokater, fra ni til tre
- Mandater i USA’s Hus: Et fald på 40 procent, fra 44 pladser til 26
- Senatspladser: Et fald på 40 procent, fra 44 pladser til 26
- Senatspladser: Et fald fra 11 til 8 pladser. (Det kan falde yderligere i 2014: Af de otte resterende pladser går tre senatorer på pension, og yderligere tre står over for hårde genvalgskonkurrencer.)
- Præsidentens resultater: Kun i to af de 20 stater (Alaska og Mississippi) var støtten til Obama højere i 2012 end i 2008. I de fleste af de 20 solidt røde stater faldt Obamas stemmer i 2012 omtrent tilbage til John Kerrys niveau fra 2004.
Samlet set er disse fald efter 2009, for at sige det ligeud, temmelig katastrofale. I disse 20 solidt røde stater kontrollerede Demokraterne 13 lovgivende kamre i 2005, et antal, der faldt til blot tre i 2013. Af de 40 kamre i disse stater oplevede kun to en nettogevinst af demokratiske pladser mellem 2005 og 2013; i de øvrige 38 tabte demokraterne terræn.
Og da statslige lovgivningsmandater og lavere statslige kontorer udgør “bænken” for fremtidige kandidaturer til guvernør- og kongresposterne, kan denne udvikling medføre en selvforstærkende dødsspiral for partiet i disse stater.
En kløft, der er tydelig i dataene, er mellem Great Plains og Vesten på den ene side og Sydstaterne på den anden side. I det omfang 50-state-strategien virkede, gjorde den det i de små til mellemstore stater i den vestlige halvdel af USA. Derimod gjorde indsatsen kun lidt, om noget, for at dæmme op for det langsigtede skift i Sydstaterne i retning af GOP. Måske skyldes det, at de libertære tendenser på Great Plains og i Vesten er mere forenelige med demokratiske sociale holdninger end den kristne konservatisme, der er indflydelsesrig i Sydstaterne.
For at forstå de regionale forskelle skal man se på præsidentstemmeandelen. Nogle af Demokraternes største fremgang mellem 2004 og 2008 kom i North Dakota (en fremgang på 10 point), Nebraska (10), Utah (9), Montana (8), South Dakota (7) og Idaho (6). Mange af de samme stater oplevede også demokratiske fremgange – beskedne, men ikke desto mindre fremgange – i statslige lovgivningsmandater.
En del af Demokraternes succes i 2009 sammenlignet med 2005 kan skyldes Obamas indsats ved primærvalgene i 2008; en af de vigtigste grunde til, at det lykkedes ham at slå Hillary Clinton, var, at den daværende senator fra Illinois ihærdigt opsøgte sympatiske vælgere i de små befolkningsstater i vestlige delstater og på sletterne. Alligevel sagde observatører i disse stater, at 50-state-projektet ikke gjorde ondt.
De fleste sydlige stater viste derimod ikke noget mønster med opgang og fald; i sydstaterne accelererede Demokraterne simpelthen ned ad bakke. Mellem 2005 og 2013 mistede Demokraterne mere end 20 delstatshuspladser i Alabama, Arkansas, Georgia, Louisiana og Tennessee, hver især en større tilbagegang end nogen registreret i en vestlig eller Plains-stat. Sydstaterne førte også an i tab af senatspladser, hvor Alabama, Arkansas og Louisiana registrerede tocifrede fald i antallet af demokratiske pladser.
“Der kan have været en 50-state-strategi i andre stater, men den virkede ikke her,” sagde Pearson Cross, der er politolog ved University of Louisiana i Lafayette. “Bevægelsen mod dybrødt har været ubønhørlig.”
I Tennessee “er republikanerne på alle måder på vej op”, var politikvidenskabsmand Anthony Nownes fra University of Tennessee enig. “Det vil tage adskillige år, hvis ikke et årti eller mere, før demokraterne er virkelig konkurrencedygtige.”
På et tidspunkt vil republikanerne “nå et mætningspunkt eller et punkt med aftagende udbytte”, sagde en politisk observatør i Oklahoma. “På nogle måder ser det ud til, at Demokraterne ikke kan miste meget mere terræn – de vil ramme bunden og kan kun gå opad.” I mellemtiden, tilføjede observatøren, “fører supermajoriteter til fraktionalisme. Demokraterne burde være i stand til at udnytte det i fremtiden.”
Bortset fra viden om, at et samordnet projekt med 50 stater igen kan give partiets tal i Vesten og de store sletter saft, har Demokraterne et lyspunkt: Texas, en stat, der er på en næsten uundgåelig demografisk vej mod et mindretalsflertal.
Texas var den eneste af de 20 stater, vi undersøgte, hvor antallet af demokrater i delegationen i Repræsentanternes Hus i USA steg mellem 2005 og 2013. Stigningen i Texas var beskeden – fra 11 til 12 i en stat, hvor delegationen steg med fire på grund af omfordelingen i 2010 – men hvis man tager den fremtidige befolkningsudvikling i betragtning, har Demokraterne i det mindste en vis grund til optimisme på mellemlang sigt.
På dette tidspunkt har selv Dean trukket sig noget tilbage fra en fuldblods 50-stats-strategi. En gruppe, som han for nylig var med til at starte, og som har til formål at vende republikansk besatte delstaters lovgivende forsamlinger, fokuserer på svingende stater frem for stærkt røde stater.
Derimod sagde Dean, at han fortsat mener, at hver stat, uanset hvor uvenlig den er for hans parti, fortjener et grundlæggende niveau af institutionel, finansiel, teknologisk og personalemæssig støtte, som kan være “relativt billig”.
“Det ville være en frygtelig fejl at udelukke blot én stat fra en grundlæggende pakke af uddannelse, IT og personale”, sagde han. “Jeg går ikke ind for at investere en zillion dollars i Alaska, men jeg går ind for at have et kompetent, veldrevet demokratisk parti på plads, for man ved aldrig, hvor lynet vil slå ned.”