Det er svært at forstå, hvor godt Alcoholics Anonymous har klaret sig gennem de år, hvor de begyndte at eksistere i 1935. At navigere i farvandet i de tidlige dage var meget mere forræderisk, end det gennemsnitlige medlem af dagens AA-befolkning ville være klar over, da grundlæggernes indsats har vist sig at have klaret hver eneste storm, der dukkede op i horisonten. De daværende AA-medlemmer havde dog erfaring med at forstå deres forgængeres fejltagelser, The Oxford Group, som havde en vis succes, hvor den havde registreret over hundrede tusinde ædru medlemmer, før den vovede sig ud over visse grænser og kom ud af sporet, da religion syntes at blive mere på dagsordenen end ædruelighed.
Så var der en lignende erfaring, da det kom til Washingtonianerne, der også lod ydre påvirkninger som politik og ydre pengespørgsmål overtage dagsordenen. Disse fejl gik ikke ubemærket hen af de tidlige medlemmer af AA-programmet og kan have været de ting, der satte tonen for at være meget omhyggelig med at holde fast i vores krav om enevælde og strukturere traditionen på en måde, der giver de enkelte grupper så meget spillerum som muligt for ikke at modvirke mangfoldighed, men alligevel holde kursen, når det gælder regler, der ville udelukke enhver alkoholiker, der ønsker at blive ædru.
Autonomi er simpelthen en form for uafhængighed, der giver hver enkelt gruppe råderum til at være kreativ på sin egen måde, når den ønsker at appellere til visse fraktioner af det alkoholiske samfund som helhed, så længe den ikke går over i at begå de smertefulde fejltagelser, der kan føre os ned ad den vej, der førte til opløsningen af de grupper, der kom før AA. I dag har vi i AA møder, der henvender sig til specifikke segmenter af AA-befolkningen, som f.eks: Mænds møder, kvindemøder, lukkede møder (kun for alkoholikere), åbne møder, møder for bøsser og lesbiske, trinstudier, den store bog, spansksprogede møder og så videre. Det fælles tema for alle disse møder er at viderebringe budskabet til den alkoholiker, der stadig lider. Enhver, der har et ønske om at holde op med at drikke, kan ikke afvises, hvis; faktisk ønsker det pågældende møde fortsat at blive kaldt et AA-møde.
Jeg gjorde tjeneste i den amerikanske flåde på det tidspunkt, hvor jeg blev ædru i slutningen af 1969, og kort efter min etårsfest for ædruelighed, var jeg på et fly på vej til Filippinerne for at gå om bord på en tankvogn, og jeg tilbragte de næste fire måneder med at transportere brændstof ud til Tonkin Golfen og tanke konvojerne af skibe derude under Vietnamkrigen. I løbet af disse fire måneder var jeg ikke i stand til at gå til et eneste AA-møde. Hvad der dog skete i den periode, hvor jeg var afskåret fra de daglige nyheder om AA-programmet, uden at jeg vidste det, var den sørgelige nyhed om, at Bill W. var gået bort. Det skete kort efter, at jeg forlod landet, og da jeg vendte hjem, var det ikke længere et samtaleemne, og jeg hørte intet om det.
Kort efter at jeg vendte hjem, deltog min kone og jeg i en AA-konvention i Californien, og til min overraskelse var hovedbegivenheden på denne kongres Bill W.s mindemøde, og jeg havde ingen anelse om, hvornår han var gået bort, det kunne have været ti år tidligere, så vidt jeg vidste. På scenen på mødet var der stillet ti stole op på række, og på disse stole sad ti af de mest fremtrædende talere fra den tid, og hver af dem skulle fortælle en fem minutters historie om deres egen personlige oplevelse med Bill. Den ene historie, som jeg stadig husker fra det møde, lyder nogenlunde sådan her:
På opfordring fra nogle af hans AA-venner på vestkysten var Bill på et tog på vej til Californien for at tale ved flere velplanlagte møder. Medlemmerne af AA i en lille by i Midtvesten hørte, at hans tog ville standse i deres by, og spurgte, om han ville overveje at stoppe en dag og tale på deres møde. Han indvilligede i at gøre det, som han plejede at gøre på den tid. Da toget ankom, forventede byens medlemmer, at Bill ville ankomme med et følge af folk, der ville hjælpe ham, og de havde arrangeret en velkomst med et band, en stor menneskemængde og alle byens dignitarer. Da toget stoppede, var det kun Bill, der steg af, da han gik ned ad rampen alene med en enkelt kuffert. Han fortsatte til det planlagte mødested, og da mødet begyndte, blev Bill noget chokeret, da medlemmerne indledte mødet med flere kirkesalmer. Ikke desto mindre opfyldte han sit løfte og holdt sit foredrag, og han blev igen forstyrret, da mødet sluttede med flere flere salmer. Efter at have afsluttet sit ophold gik han om bord på et tog og fortsatte sin vej.
I toget var det, der blev ved med at genere Bill, “hvad er det, de gør ved AA med salmerne”, og det virkede ikke rigtigt. Så begyndte Bill at tænke på størrelsen og indbyggertallet i den lille by og på det store antal alkoholikere, der deltog i det møde, og han konkluderede, at pr. indbygger var det nok det største møde i landet, og hvis de ønskede at synge salmer, ja, så var det deres sag.
Jeg mener, at tradition fire overlader det til den enkelte gruppes skøn at tage hensyn til de forskellige kulturelle påvirkninger, der påvirker mødets sammensætning og struktur, og jeg mener, at Bill fik ret, så længe det ikke ændrer ånden i vores primære formål, nemlig at bringe budskabet til den alkoholiker, der stadig lider, og at ingen med et ønske om at stoppe med at drikke kan afvises.
LAD DEM SYNGE
Af Rick R.