Den første udgivelse af “Tre millioner yen” (“Hyakumanen senbei”) af Mishima Yukio fra oktober 1960, ca. 10 år før forfatterens tidlige død, er en af de sidste historier af Mishima Yukio. Han havde en tendens til at koncentrere sig om romaner og spekulative eller politiske essays i sine sidste år. “Tre millioner yen” repræsenterer derfor Mishimas modne ironiske stil, en kombination af selvbevidst distanceret fortælling, stærke symbolske effekter og skarpt observeret dialog. Et træk ved denne stil er, at det er svært at afgøre, om ironien tjener til at tøjle en reel følelse af vrede eller blot til at skærpe en godmodig social iagttagelse. Det er sandsynligvis denne spænding mellem hån og lidenskab, som er til stede i alle Mishimas bedste værker, der gør historien så mindeværdig.
I historien har et ungt ægtepar, Kiyoko og Kenzo, en aftale med en unavngiven gammel kvinde senere samme aften. De er på vej mod et moderne stormagasin, der har til huse i New World Building. På bygningens tag er der en femetagers pagode, der er prangende oplyst med blinkende neonlys. Vi får at vide, at pagoden har erstattet en dam, der nu er fyldt op, som det vigtigste vartegn i denne bydel. Med billedet af pagoden på taget begynder fortællingens tone og retning at tegne sig: dette er en ironisk afsløring af det moderne Japans værdier og af de bekymringer, som den gennemsnitlige japanske efterkrigsbefolkning har. Pagoden, der minder om stille tempelpladser og det gamle Japans ynde, er blevet til noget, der lyser op i neon og flimrer på taget af bygningen med navnet New World. Det massive stormagasin i vestlig stil, der både er symbol og propagandist for forbrugerisme, rejser sig som en gravsten over graven i en dam i en lysthave, der igen minder om de mere raffinerede forlystelser i Japans fortid.
Det unge par er i vestligt tøj i sommervarmen – manden i undertrøje, kvinden i en ærmeløs kjole og med en lyserød plastikhåndtaske i hånden. I stormagasinet understreges stemningen af overdådig forbrugerisme igen af de bjergrige bunker af billige, farvestrålende varer.
En bemærkning om mandens forkærlighed for legetøj sætter parret i gang med at tale om deres ønske om at få børn, og forfatterstemmen fortæller os, at de faktisk er et par, der er forenet i deres forsigtige forbrugerisme. De åbner særlige opsparingskonti for hver genstand – køleskab, vaskemaskine, fjernsyn – som de ønsker at anskaffe sig, og derefter søger de omhyggeligt efter det bedste tilbud, de kan få på den valgte model. De har også en budgetplan for et barn, selv om det stadig ligger et par år ude i fremtiden, og de føler kun foragt for de fattige familier, der får børn uden ordentlig økonomisk planlægning. Vi får at vide, at Kenzo er fyldt med raseri, når moderne unge japanere siger, at der ikke er noget håb, for han mener, at de, der respekterer naturen og arbejder hårdt, vil kunne få et liv.
Samtalen om håb for fremtiden går så over i en beskrivelse af en flyvende tallerkenstation af legetøj, som har tiltrukket sig Kenzos opmærksomhed. På en tinbase, hvis baggrund er snedigt malet med funklende stjerner, sender legetøjet plastikrumskibe ud i den fugtige sommerluft. Den flyvende tallerken, som Kenzo sender af sted, lander på en pakke med tre “million-yen riskiks”, som danner titlen på historien. (Selv om den engelske titel er “Three Million Yen”, betyder den japanske titel bogstaveligt talt “million-yen rice crackers”). Her får vi igen en ironisk kontrast mellem gamle værdier og moderne forbrugerisme. Figuren på de imiterede pengesedler på indpakningen er den skaldede ejer af stormagasinet, der erstatter Shotoku Taishi, den legendariske lærde fyrste, som siges at have indført buddhismen i Japan, og som tidligere var på de fleste japanske pengesedler.
Kenzo ser landgangen som et godt varsel og køber en pakke af kiksene på trods af sin kones protester om, at de er for dyre. (En stor del af hans kones dialog i hele historien består i at sige, at tingene er for dyre). De gnasker kiksene, mens de kigger rundt i den indendørs forlystelsespark på en anden etage i bygningen. Kenzo insisterer på, at de skal prøve en forlystelse, der hedder Twenty Thousand Leagues under the Sea, selv om hans kone igen mumler, at man for billettens pris kunne få en god bid af rigtige fisk i stedet for at se på en masse papfisk.
I den efterfølgende beskrivelse af forlystelsen er fokus for det meste på konen, da hun mærker sin mands bare arme på hendes nøgne ryg og skuldre og fornemmer, at han finder en sensuel nydelse i hendes frygt. Paradoksalt nok føler hun sig mere flov over denne følelse af seksualitet i forlystelsens mørke, end hun ville gøre i dagslys; hun fortæller sig selv, at med sin mands arme om hende kunne hun bære enhver form for skam eller frygt.
Den anden forlystelse, de prøver, hedder Magic Land, hvis dværge igen antyder de børn, de ønsker at få. Da de går op ad stien med rækken af kunstige blomster, der er oplyst af blinkende pærer, bemærker Kenzo, at de selv burde have noget lignende en dag. I det skæve rum og andre vidundere af forvrænget arkitektur, som Magic Land indeholder, fortsætter parret med at se ægte billeder af fremtidig huslykke.
Endlig er det tid for dem til at overholde den aftale, der blev nævnt i begyndelsen af historien, og vi erfarer, at de penge, de så samvittighedsfuldt lægger til side til forskellige planlagte køb, er tjent ved at give sexoptrædener i de kedsommelige og velhavendes hjem.
Slutningen på historien kommer som en slags epilog, hvor parret ses gå trætte og åndeløse rundt, sent om aftenen, og taler om, hvor hadefuldt det publikum, de havde optrådt for, havde været. Kenzo siger, at han gerne ville rive de pengesedler i stykker, som de borgerlige havde givet dem. Hans kone tilbyder ham nervøst den resterende million-yen riskiks som erstatning, men den er blevet så fugtig og klistret, at den ikke vil rive i stykker.
Trykket sammen i mørket, seksuelt ophidset og skamfuldt foran de kunstige havmonsters kolde, klare øjne, genopfører parret en version af den slags optræden, som de tjener deres levebrød på. Herefter bevæger de sig herfra til et “magisk land”, der med sine vaklende trapper og rystende gange giver en forvrænget og usikker vision af den hjemlige lykke, som de håber at opbygge ud af deres natlige ydmygelser.
Denne fortælling afspejler Mishimas foragt for det, han anså for dekadent i efterkrigstidens amerikaniserede forbrugerkultur i Japan, og også for borgerlige pengeværdier. Han kom mere og mere til at føle, at de var ved at ødelægge alt af værdi i det traditionelle Japan. Selv om ironien er stærk og hele fortællingens opbygning måske lidt for skematisk, er det alligevel humor snarere end vrede, der dominerer. Det er helt klart meningen, at vi skal se det unge par som stort set uvidende ofre for den moderne besiddelseslyst, og Mishimas behandling af dem indeholder nok overbærende varme til, at vi kan blive rørt over deres naive tillid til hinanden og til, hvad deres forhold kan gøre. De har solgt det bedste i dem selv for at købe sig til en mere velstående fremtid, og Mishima mente tydeligvis, at det samme kunne siges om efterkrigstidens Japan.
-James Raeside