Det store slag ved Gettysburg, der blev udkæmpet i tre dage i juli 1863 gennem gaderne og rundt omkring i landskabet i den lille by i Pennsylvania, var vendepunktet i borgerkrigen. Kongressen besluttede at lave en national kirkegård på slagmarken, hvor så mange modige mænd var faldet. Præsident Lincoln kom fra Washington for at indvie denne kirkegård. Hans indvielsestale af 19. november 1863 er, hvor kort den end er, en af de mest veltalende erklæringer om den demokratiske tro, der nogensinde er blevet holdt.
Få dokumenter i det amerikanske demokratis vækst er så kendte eller elskede som det prosadigt, Abraham Lincoln holdt ved indvielsen af den militære kirkegård i Gettysburg i Pennsylvania.
I juni 1863 rykkede konfødererede styrker under Robert E. Lee nordpå i et forsøg på at vinde en dramatisk sejr, der ville vende Sydstaternes nedadgående skæbne. Den 1.-3. juli kæmpede Lees styrker mod Unionens hær under George C. Meades kommando, og inden kampene sluttede, havde de to sider mere end 45.000 tabte. Lee, der havde mistet mere end en tredjedel af sine mænd, trak sig tilbage, og slaget ved Gettysburg betragtes som et vendepunkt i den amerikanske borgerkrig.
Indvielsen af slagmarken og kirkegården gav således Lincoln mulighed for at holde en større tale, men han skuffede mange af sine tilhængere, da han holdt denne korte tale. Faktisk vidste mange af tilskuerne ikke engang, at præsidenten var begyndt at tale, da han var færdig. Men i denne tale formåede Lincoln, som den store taler Edward Everett (hovedtaleren ved indvielsen) forstod, at kombinere alle elementer fra slaget og indvielsen til en samlet helhed.
Disse mænd kæmpede og døde for Unionen. Nu var deres arbejde gjort; de havde ydet det højeste offer, og det var op til de levende at videreføre opgaven. Men Lincolns retorik gjorde, som de efterfølgende generationer opdagede, langt mere end at mindes de døde; den ændrede betydningen af forfatningen for dem, der stadig var i live. Lincoln læste ind i forfatningen et løfte om lighed, “at alle mennesker er skabt lige”. Det havde naturligvis været en af forudsætningerne i Uafhængighedserklæringen, men alle forstod, at forfatterne af dette dokument ikke havde haft til hensigt at inkludere slaver og andre “mindreværdige” folkeslag i deres definition. Nu havde landet udkæmpet en stor krig for at afprøve denne opfattelse, og livet for de mænd, der døde i Gettysburg, kunne kun helliges på én måde – hvis nationen endelig levede op til den påstand, at alle dens folk, uanset race, faktisk var ligeværdige. Den kraft, som denne idé har, præger stadig den amerikanske demokratiske tankegang.
For yderligere læsning: James M. McPherson, Abraham Lincoln and the Second American Revolution (1991); Philip B. Kunhardt, A New Birth of Freedom: Lincoln at Gettysburg (1983).
GETTYSBURG ADRESSE (1863)
For fireoghalvfjerds år siden bragte vores fædre på dette kontinent en ny nation frem, undfanget i frihed og dedikeret til den sætning, at alle mennesker er skabt lige.
Nu er vi involveret i en stor borgerkrig, der tester, om denne nation, eller nogen nation, der er så undfanget og så dedikeret, længe kan bestå. Vi er mødt på en stor slagmark i denne krig. Vi er kommet for at indvie en del af denne mark, som et sidste hvilested for dem, der her gav deres liv for at nationen kunne leve. Det er helt og aldeles passende og rigtigt, at vi gør dette.
Men i en større forstand kan vi ikke indvie – vi kan ikke indvie – vi kan ikke hellige – denne jord. De modige mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den, langt over vores fattige magt til at tilføje eller fravriste den. Verden vil næppe lægge mærke til eller længe huske, hvad vi siger her, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her. Det er snarere op til os levende at være dedikeret til det ufuldendte arbejde, som de, der kæmpede her, hidtil så ædelt har fremmet. Det er snarere op til os her at være dedikeret til den store opgave, der stadig ligger foran os – at vi fra disse ærede døde tager øget hengivenhed til den sag, for hvilken de gav det sidste fulde mål af hengivenhed – at vi her i høj grad beslutter, at disse døde ikke skal være døde forgæves – at denne nation, under Gud, skal have en ny fødsel af frihed – og at regering af folket, af folket, for folket, ikke skal uddø fra jorden.