I en leder, som er medforfatter af et medlem af Storbritanniens indflydelsesrige SAGE-komité, der rådgiver den britiske regering om COVID-19, og som er offentliggjort i Anaesthesia (et tidsskrift under Association of Anaesthetists), står der, at for at det globale COVID-19-vaccinationsprogram kan blive en succes, skal de tilgængelige vacciner være i stand til at gøre alle tre ting: forhindre, at infektionen etableres hos en person, forhindre sygdomsudvikling og forhindre videreoverførsel.
“Det vides ikke, om alle tre mål kan opfyldes af “første generations” vacciner, men det er afgørende for programmets succes på lang sigt”, forklarer medforfatterne professor Sir Jeremy Farrar, Scientific Advisory Group for Emergencies (SAGE) og direktør for Wellcome Trust, London, UK, og professor Tim Cook, konsulent i anæstesi og intensiv medicin, Royal United Hospitals Bath NHS Foundation Trust, Bath, UK, og æresprofessor, School of Medicine, University of Bristol, UK.
“Forebyggelse af videreoverførsel – kaldet “steriliserende immunitet” – er særlig vigtig, da den er epidemimodificerende. “Det er muligt, at de første vacciner, herunder de vacciner, der frigives nu, kan være mere effektive med hensyn til at forhindre sygdomsudvikling og hospitalsindlæggelse og mindre effektive med hensyn til at forhindre overførsel. Viden om deres ydeevne i forsøg før godkendelsen og i overvågningsforsøg efter godkendelsen vil gøre det muligt at foretage yderligere ændringer, således at forbedrede vacciner af anden og tredje generation kan være tilgængelige senere i 2021 og derefter.”
De understreger også vigtigheden af at prioritere de mest sårbare og sundhedspersonalet før den bredere befolkning. Forfatterne anfører: “Vaccination er en global snarere end en national nødvendighed. WHO’s ACT-accelerator- og COVAX-initiativer understreger begge vigtigheden af, at vaccinerne når ud til de mest sårbare og sundhedspersonalet i alle lande på samme tidspunkt. Udbredt vaccination i et eller få lande uden at tage fat på dette behov globalt er ikke i nogens interesse og vil ikke give den beskyttelse, vi alle har brug for.”
Lokalt henviser de til det enorme omfang af den nødvendige vaccinationsindsats og siger: “Omfanget af det britiske vaccinationsprogram bør ikke undervurderes: 1000 vaccinationscentre, der hver især vaccinerer 500 personer om dagen fem dage om ugen uden afbrydelser af forsyningen eller leveringen, ville det tage næsten et år at give to doser til den britiske befolkning. Intet land har i mands minde iværksat en vaccinationskampagne for hele befolkningen, og den skal gennemføres med lokalt lederskab og kulturel følsomhed.”
Det anslås, at omkring 20 % af den britiske befolkning kan afvise at modtage vaccinen, men forfatterne anfører: “Hvis 80 % af befolkningen vaccineres med succes, vil der endelig være udsigt til en vis grad af befolkningsimmunitet (flokimmunitet), som vil reducere virussmitte i samfundet til et meget lavt niveau og beskytte både dem, der er vaccineret, og dem, der ikke er vaccineret. I modsætning til befolkningsimmunitet efter naturlig infektion ville dette kunne opnås uden omkostninger i form af en anslået halv million britiske dødsfald.”
De diskuterer også konsekvenserne af udbredt vaccination og udfordringerne for dem, der ikke lader sig vaccinere. De spørger: “Vil et vaccinationscertifikat (et vaccinepas) blive et krav for patienter og deres familier før elektive operationer, eller for at arbejde i sundheds- eller socialsektoren, for at rejse til udlandet, eller for at deltage i medicinske konferencer eller endda for at deltage i de olympiske lege? På den ene side kan disse spørgsmål synes trivielle, men de afslører vigtige etiske udfordringer i forbindelse med balancen mellem den enkeltes rettigheder og vores kollektive ansvar for folkesundheden. Hvilke ofre vil de, der vælger ikke at blive vaccineret, blive bedt om at acceptere? Hvordan vil det blive kontrolleret, om de overholder reglerne, og hvordan vil det blive håndteret at nægte vaccination i situationer, hvor den offentlige sikkerhed kræver vaccination (f.eks. i forbindelse med sundhedsydelser)?”
Forfatterne gør det klart, at vaccinen ikke er et universalmiddel, og at SARS-CoV-2 kun vil blive bragt helt under kontrol ved også fortsat at tilpasse vores adfærd samt bedre adgang til diagnostik og behandling, men tilføjer: “Sikre og effektive vacciner vil uden tvivl ændre pandemiens bane, genopbygge tilliden og begynde at bringe verden tilbage til ‘præ-COVID’-æraen.”
De slutter med at understrege, at en global pandemi kræver en global reaktion, og siger: “En global pandemi kræver en global reaktion: “Der er ingen fortjeneste eller sikkerhed i at skabe høje vaccinationsrater og lave sygdomsrater inden for et lands grænser, hvis dette ikke gentages i resten af verden. Vi er virkelig alle sammen i samme båd.”