Eksperter plejede at være bekymrede for, at virtual reality (VR) ville skade vores hjerner. I disse dage synes VR imidlertid mere sandsynligt at hjælpe vores grå substans. En ny bølge af psykologisk forskning er banebrydende for VR til at diagnosticere og behandle medicinske tilstande fra social angst til kroniske smerter og Alzheimers sygdom. Mange af disse løsninger er stadig under laboratorieforsøg, men nogle af dem er allerede på vej ind på hospitaler og hos terapeuter.
Denne brug af VR til at teste og finjustere hjernen er stadig meget ny. Og med begejstringen omkring VR-underholdning og spil, der er faldet fra sit højdepunkt i 2017, er det rimeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om VR-terapi er den ægte vare eller blot endnu en boble. Indtil videre er beviserne dog stærkt til fordel, idet nyere forskning tyder på, at psykologisk fokuseret VR vil leve op til hypen.
VR-TERAPI: PRØVET OG PRØVET
Som følge af en bølge af interesse for psykisk sundhedsteknologi modtager virksomheder, der skaber VR-indhold til terapeutiske formål, en syndflod af opmærksomhed og finansiering. Og selv om VR har været anvendt med succes til behandling af posttraumatisk stresslidelse (PTSD) siden 1990’erne, er disse nye programmer rettet mod et meget bredere spektrum af tilstande. Biblioteket hos Palo Alto-baserede Limbix omfatter f.eks. VR-indhold, der er designet til at behandle problemer som alkoholafhængighed, klaustrofobi og teenage-depression. Psious, der er baseret i Barcelona, tilbyder behandlinger for spiseforstyrrelser.
Det nuværende VR-indhold er primært designet til at støtte eksponeringsterapi, en behandling for angstlidelser, hvor patienterne udsættes for angstfremkaldende stimuli i et sikkert, kontrolleret miljø og til sidst lærer, at de “trusler”, som de er bekymrede for, faktisk ikke er særlig farlige. F.eks. kan en person med højdeskræk besøge gradvist højere bygninger under vejledning af sin terapeut (in vivo eksponering), mens en person med PTSD kan genopleve traumatiske minder under terapisessioner (imaginær eksponering).
Tidligere, og stadig i dag, foregår eksponering hovedsageligt i nøje kontrollerede scenarier i den virkelige verden. VR giver imidlertid terapeuterne mulighed for at skabe dette sikre, kontrollerede miljø inde i et VR-headset i stedet. Det er en langt sikrere, hurtigere og billigere løsning.
Anvendelse af VR giver også terapeuterne meget mere kontrol over intensiteten af deres patienters oplevelser, hvilket kan føre til bedre behandlingsresultater, siger Stéphane Bouchard, Canada Research Chair in Clinical Cyberpsychology ved University of Quebec. Patienter i VR-terapi kan også gøre ting, som de ikke kunne gøre i den virkelige verden. “I en af vores undersøgelser bad vi patienter, der er bange for højder, om rent faktisk at springe fra en klippe”, sagde Bouchard.
Det er dog ikke alt VR-terapi-indhold, der er lige godt. “Mindst to eller tre gange om året deltager jeg i konferencer, hvor jeg ser nystartede virksomheder, der viser videoer af VR-miljøer, som er ufuldstændige, uprøvede og bestemt ikke er blevet afprøvet af psykologer,” sagde Bouchard. Klarere regler og standarder vil gøre det lettere for patienter og behandlere at identificere produkter, der virker.
Etablering af disse regler vil kræve mere forskning i, hvad der gør VR-terapier effektive. Et vigtigt fokusområde bør være “at forudsige, hvem der vil få en positiv reaktion på VR i modsætning til andre metoder”, sagde Albert “Skip” Rizzo, direktør for medicinsk virtual reality ved University of Southern California’s Institute for Creative Technologies.
For eksempel viser undersøgelser, at patienter med PTSD, der også lider af depression, har tendens til at reagere meget bedre på VR-eksponeringsterapi sammenlignet med andre behandlingsmetoder. Imaginær eksponering kan være en kamp for patienter, der også lider af depression, “da en deprimeret person er mindre i stand til at engagere sig i deres traumehukommelse,” sagde Rizzo. VR-eksponering, som simulerer slagmarker og andre traumatiske, udløsende begivenheder, kan hjælpe med at bringe traumatiske hændelser til live for deprimerede patienter, så de kan begynde at aflæse deres angstreaktion.
Optimering af VR-indhold kan også betyde, at man eksperimenterer med andre sensoriske stimuli ud over visuelle. Det største spørgsmål er, hvilke typer af interventioner der gør den største forskel for de terapeutiske resultater, sagde Rizzo: “Er det tilføjelsen af god immersiv lyd? Tilføjer taktil feedback noget? Hjælper det, hvis man tilføjer virtuelle lugte til sessionen?” (Hvis du undrede dig: Ja, der er en nystartet virksomhed, der arbejder på VR lugte.)
DIAGNOSERING AF ELUSIVE SYMPTOMER
Ud over potentielt at give bedre behandlingsresultater kan VR måske hjælpe med at diagnosticere. Da teknologien f.eks. kan nedsænke alle patienter i det samme scenarie, mener nogle forskere, at VR-baserede diagnostiske test for tilstande som skizofreni, ADHD og autisme kan give mere objektive resultater end de nuværende interviewbaserede metoder.
Dertil kommer, at fordi VR efterligner patientens hverdagsmiljø, giver det også klinikere mulighed for at teste symptomer, der normalt er uden for rækkevidde. I en undersøgelse fra 2016 beskrev forskere fra University of Cambridge og University College London deres proof of concept for et VR-program til at diagnosticere Alzheimers sygdom. Forskerne sagde, at VR-testen gjorde dem i stand til at diagnosticere patienter i et tidligt stadie meget mere præcist end “guldstandard” kognitive test med pen og papir.
Alzheimer påvirker både navigationsfærdigheder og hukommelse, men indtil VR-headsets blev bærbare og overkommelige, var det ikke muligt for klinikere at teste disse mangler. Som en af forskerne, Dennis Chan, der er lektor i Cambridge neurovidenskab, sagde: “Det ville ikke være praktisk for mig at teste en patients navigationsevne ved at køre dem ind til Cambridge og bede dem om at gå tilbage til klinikken.”
Derimod beder forskernes VR-test deltagerne om at navigere mellem en række landemærker i et simpelt 3D-landskab. Hvert landmærke forsvinder, når det er nået; i slutningen af testen bliver forsøgspersonen bedt om at navigere tilbage til placeringen af det første landmærke. Patientens evne til at finde det rigtige sted forudsagde, om de ville udvikle Alzheimers med 93 procent nøjagtighed, sammenlignet med kun 64 procent og 79 procent nøjagtighed for pen-og-papir-testene.
Betyder dette, at neurologer vil begynde at udstyre deres patienter med HoloLens 2’ere eller Oculus Rifts? Ikke nødvendigvis, sagde Chan. Han mener, at den vigtigste anvendelse af VR-testning vil være i kliniske forsøg med nye lægemidler mod Alzheimers sygdom. I øjeblikket tester forskerne typisk et lægemiddels effektivitet på mennesker med pen-og-papir-tests af hukommelsen, mens test i dyreforsøg udføres ved hjælp af vandbaserede labyrinter. Men brugen af forskellige tests begrænser sammenligneligheden af forsøgsresultaterne på tværs af de forskellige dyrearter. Dette problem kan løses, hvis lægemiddelforsøg testede navigation på samme måde på både dyr og mennesker ved hjælp af VR til at levere test på mennesker, der kan sammenlignes med dem, der anvendes på dyr. “Måske var lægemidlerne gode, men måden, hvorpå resultaterne af lægemiddelforsøgene blev målt, var ikke så god, hvilket bidrog til negative forsøgsresultater,” sagde Chan.
En lovende fremtid
Det er endda muligt, at VR kan supplere eller erstatte traditionel psykiatrisk terapi for nogle patienter. Smartphone-apps som Joyable fører brugerne gennem fem minutters aktiviteter baseret på principperne for kognitiv adfærdsterapi (CBT). Hvorfor ikke en VR-ækvivalent? En undersøgelse fra 2018 afslørede gode kliniske gevinster ved et VR-terapiscenarie til behandling af højdeskræk, der omfattede en “virtuel” terapeut i VR-miljøet.
Inkorporering af AI-terapeuter i VR-programmering kunne have mange fordele. Det kunne f.eks. gøre mental sundhedsbehandling mere tilgængelig for folk, som ikke har tid eller penge til at se en behandler personligt. Bouchard sagde, at selvstyret VR-terapi kunne fungere på samme måde som selvhjælpsbøger, som er tilgængelige i enhver boghandel eller på biblioteket. “Det er et relevant fremskridt for patienter, der ikke har adgang til behandling, eller som ikke har brug for en sådan skræddersyet behandling,” sagde han.
Rizzo advarer dog om, at selvstyret VR-terapi er forbundet med risici. For eksempel overvåger terapeuterne i en menneskeligt styret VR-terapisession patientens hjertefrekvens, respiration og andre vitale tegn. De kan ændre scenerne eller afbryde sessionen, hvis en patient bliver for urolig. AI-terapeuter reagerer måske ikke så godt på disse vanskelige situationer.
“Når folk begynder at selvdiagnosticere og selvbehandle ved at købe software fra internettet, åbner du døren til en glidebane med mishandling,” sagde Rizzo. “Den næste store kontrovers psykologi vil være: Hvor langt kan vi gå med AI og virtuelle terapeuter?”
Og selv om der måske går et stykke tid, før VR fuldt ud erstatter traditionelle diagnostiske teknikker eller den berømte terapeutens sofa, vil det helt sikkert indtage en stadig vigtigere rolle i behandlingen og diagnosticeringen af psykiske lidelser og hjernesygdomme. Som enhver kraftfuld ny teknologi vil VR for hjernen sandsynligvis blive udskældt af nogle, selv om den af andre vil blive fremhævet som et universalmiddel. Kun tiden vil vise det reelle resultat – men indtil videre er VR til hjernen kommet for at blive.