Warfarin anvendes oftere end acenocoumarol på grund af dets længere halveringstid (36 timer), hvilket teoretisk set giver en mere stabil antikoagulation og undgår de faktor VII-svingninger, der potentielt kan forekomme under acenocoumarolbehandling (halveringstid 10 timer). Formålet med vores undersøgelse var at sammenligne acenocoumarol med warfarin i den samme gruppe på 103 patienter, som startede oral antikoagulation med acenocoumarol og derefter skiftede til warfarin. Hos disse patienter sammenlignede vi den tidligere periode på seks måneder med acenocoumarolbehandling (juli-december 1996) med en ny periode på seks måneder med warfarin (juli-december 1997). Vi ønskede at vide, om warfarin kunne forbedre kvaliteten og stabiliteten af den orale antikoagulation hos vores patienter, og om der var en forskel mellem de to lægemidler i den gennemsnitlige ugentlige dosis pr. patient. For at påvise eventuelle daglige udsving i faktor VII-værdien evaluerede vi desuden en yderligere gruppe på 54 patienter. En undergruppe af disse patienter blev behandlet med warfarin, mens en anden fik acenocoumarol. I den første gruppe af patienter blev der udført 1 158 og 1 064 PT’er med henholdsvis acenocoumarol og warfarin. Procentdelen af PT’er inden for det terapeutiske område var 59 % med acenocoumarol og 62 % med warfarin (p=0,4). Det gennemsnitlige antal besøg pr. patient var 12 og 11, og det gennemsnitlige antal besøg inden for det terapeutiske område var henholdsvis 7 og 7. Den sidste kontrol i filemetoden viste ikke nogen forskel mellem de to lægemidler. Overdoseringstilstande var 51 (4,4 %) med acenocoumarol og 30 (2,8 %) med warfarin (p=0,4). Der blev fundet en god korrelation (r=0,92) mellem den ugentlige middeldosis af acenocoumarol og warfarin. Forholdet mellem den gennemsnitlige ugentlige dosis warfarin/acenocoumarol-dosis var 2,08 (interval: 1,25-3,30; CI 95%: 1,99-2,16). I den anden patientgruppe var faktor VII-niveauerne med begge lægemidler højere 24 timer efter indgift end 16 timer efter, hvilket viser, at deres daglige fluktuation var uafhængig af lægemidlets halveringstid, da faktor VII-niveauerne hos patienter med et lavt vitamin K-indtag ikke var forhøjet. Vores resultater viste, at warfarin ikke syntes at være bedre end acenocoumarol i forbindelse med udførelsen af en antikoagulationsklinik med hensyn til PT’er inden for det terapeutiske område pr. patient. Det ser ud til, at faktor VII’s adfærd blev påvirket af indtagelsen af K-vitamin snarere end af den korte halveringstid for acenocoumarol.