Whitetopping er en belægning af en eksisterende asfaltbelægning med et lag portlandcementbeton. Whitetopping opdeles i typer afhængigt af tykkelsen af betonlaget og af, om laget er bundet til asfaltunderlaget. Ved ubundet whitetopping, også kaldet konventionel whitetopping, anvendes betontykkelser på 20 cm (8″) eller mere, som ikke er bundet til asfalten. Ved bundet whitetopping anvendes tykkelser på 5 til 15 cm (2-6″), der er bundet til asfaltbelægningen, og den er opdelt i to typer, tynde og ultratynde. Forbindingen sker ved at teksturere asfalten. Ved tynd whitetopping anvendes et betonlag, der er 10-15 cm (4-6″) tykt, mens et ultratyndt lag er 5-10 cm (2-4″) tykt. Ultratynd whitetopping er velegnet til lette anvendelser, f.eks. veje med lav trafikmængde, parkeringspladser og små lufthavne. Fiberarmeret beton anvendes i nogle tynde whitetopping-overlejringer og næsten alle ultratynde whitetopping-overlejringer.
Whitetopping er velegnet til asfaltbelægninger med ringe nedbrydning, selv om der kan foretages reparationer af asfalten, hvis det er nødvendigt. Hvis belægningen er meget beskadiget, bør den fjernes helt, og der bør anlægges en ny betonbelægning. Belægningen skal også være relativt hård. Nedbrydningen af belægninger øges betydeligt på asfaltunderlag med høj viskositet. Hvis der er behov for at bevare en hældning eller en afstand mellem fortovet og en bro, kan asfalten fræses, så fortovets højde ikke ændres. Whitetopping kræver dog, at asfaltlaget er mindst 7,5 cm (3″) tykt. Om nødvendigt kan der under en bro placeres en del af en ny betonvejbane med lette hældninger på begge sider, der mødes med de hvidtoppede dele af vejen.