I begyndelsen af 1950’erne havde North American Aviation to meget vellykkede jagerflyprojekter under bæltet. Det første var F-86 Sabre, der var baseret på J-47-motoren og kunne flyve supersonisk i et lavt dyk. F-86’eren udmærkede sig i Korea med et drabsforhold på 14 til 1 i forhold til den adrætte MiG-15. F-100 Super Sabre var en forbedret Sabre bygget på den større J-57-motor. F-100 var det første USAF-jagerfly, der kunne flyve supersonisk i jævn flyvning. Super Sabre skulle komme til at gøre sig bemærket i Vietnam, hvor den fik tilnavnet “The Hun”.
Det næste logiske skridt var et kampfly, der kunne flyve Mach 2 i jævn flyvning. Indførelsen af den større J-75-motor gjorde et Mach 2-kampfly muligt, i det mindste på papiret. North American begyndte at arbejde på et sådant fly under betegnelsen F-100B. Både F-86 og F-100 har deres luftindtag i næsen af flyet. F-100B startede med dette design, men man fandt hurtigt ud af, at den store radar havde brug for pladsen i næsen. Som følge heraf flyttede NAA luftindtagene under fuselagen.
En række begivenheder skete i midten af 1954. Først udstedte USAF et krav om et taktisk jagerbombefly, der var i stand til at aflevere en atombombe. For det andet gav USAF grønt lys for Mach 2-jagebomberen, men ændrede dog programnavnet til F-107. Der blev udstedt en kontrakt på 3 flyveklare YF-107’ere. Endelig gav USAF grønt lys for YF-105. F-107 havde konkurrence og ville sandsynligvis ende i en fly-off.
NAA satte F-107-programmet i højt gear. Det blev hurtigt konstateret, at den lavere placering af luftindtaget gav problemer med at droppe atombomben fra bomberummet. Som følge heraf blev luftindtagene flyttet over fuselagen, hvilket aldrig var blevet prøvet før.Den første YF-107 fløj den 10. september 1956. YF-107 nåede Mach 2 kort efter den første flyvning.
I sidste ende var der mange problemer med F-107’eren. Det samme var tilfældet med F-105. F-107 programmet mistede et fly under flyveprøvning, mens F-105 programmet mistede begge deres prototyper. Med den fornødne tid kunne man have løst problemerne med F-107, og det ville sandsynligvis have været et vellykket program. Men F-105 blev valgt som det nye kampfly/bombefly. F-105 fik navnet Thunderchief og fik tilnavnet “Thud” i Vietnam, hvor næsten 400 F-105’ere gik tabt ud af de næsten 800, der blev bygget.
YF-107-programmet blev aflyst, og de to overlevende blev sendt til NASA. NASA fandt flyene så upålidelige, at de hurtigt blev pensioneret. Disse to fly overlever på museer. Den varige arv fra F-107’eren er de luftindtag, der er placeret over cockpittet. Det er et vidnesbyrd om, at ethvert problem har en løsning, selv om løsningen er ukonventionel. Piloterne frygtede, at de ville blive suget ind i luftindtagene, hvis de skulle springe ud, og gav flyet det kærlige kælenavn “menneskeæder”.