Kort efter udgivelsen i 2007 af 300 – Zak Snyders computerbaserede gorefest om det antikke slag ved Thermopylæerne – udsendte iranerne et vredt svar. Den daværende præsident Mahmoud Ahmadinejad var ikke glad for filmens grelle skildring af horder af vilde persere, der vrimlede og døde omkring den berømte gruppe spartanere, hvis sidste kamp for 2.500 år siden kortvarigt bremsede det persiske imperiums fremmarch mod det græske fastland. Filmen var “en fornærmelse mod Iran”, sagde en af Ahmadinejads talsmænd; den var “en del af en omfattende amerikansk psykologisk krig rettet mod den iranske kultur”, sagde en anden.
Den nuværende, mere diplomatiske iranske præsident Hassan Rouhani har endnu ikke reageret på filmens efterfølger, 300: Rise of an Empire, som indtjente 45 millioner dollars på sin første weekend i de amerikanske biografer. Men han vil helt sikkert ikke være tilfreds. Ligesom sin forgænger præsenterer den nye 300-film et falsk sammenstød mellem civilisationer. De muskuløse, tavse grækere – som denne gang kæmper til søs – fortsætter med at spille med deres frihedselskende biceps og hugger og skærer sig vej gennem ansigtsløse folkemængder fra Østen. Perserne er fortsat indbegrebet af alle tænkelige orientalske stereotyper: dekadente, overseksede, krøblinge, svage og ryggesløse. De er heller ikke i stand til at vinde et slag mod grækerne uden hjælp fra en græsk forræder: i den nye film er det Artemisia, en kvinde, der er opslugt af et vanvittigt ønske om magt og ødelæggelse. “Mit hjerte er persisk,” siger hun med en hugormestemme.
En hurtig tur til kildematerialet – nærmere bestemt Historierne af Herodot, den mest berømte græske kronikør om perserkrigene – viser, hvor latterligt noget af dette er. Artemisia var langt fra en ensom, blodtørstig krigsherre, men var en af de utallige grækere, der tjente i de persiske hære, og en person med betydelig visdom. Ifølge Herodotus advarer hun den persiske kejser Xerxes mod at udkæmpe det katastrofale søslag ved Salamis, som i filmen er et engagement, hun forfølger med en rasende mani. Den kraftige Themistokles, den nye 300’s bøssede atheniske hovedperson, fremstilles som en uselvisk forkæmper for den vestlige frihed; ifølge de gamle græske beretninger overløber han dog senere til perserne og slutter sig til Xerxes’ søn.
Det større kulturelle billede, som denne nye 300 tegner, er ikke mere opbyggeligt – det sætter et tyrannisk, voldeligt Østen op mod et folkeligt, demokratisk Vesten. På forskellige tidspunkter i filmen minder fortælleren med en hjernedød alvor seeren om, at perserne “frygter” eller “håner” eller endog “er irriterede over” Grækenlands spirende demokrati. For at slå det grove, ahistoriske budskab fast vinder perserne deres eneste sejr i filmen, da en selvmordsbomber er i stand til at ødelægge en række græske skibe.
Det ville være rart at afvise denne grusomhed, som mange har gjort, på grund af den fjollede fantasi hos Snyder, filmens producent og medforfatter, og Frank Miller, tegneserieforfatteren, hvis bloddryppende bøger danner det umiddelbare grundlag for filmene. I ingen anden krønike om antikken er Xerxes et hårløst, smykkebesat væsen af lejrfetich. Filmens skabere ved godt, at det ikke er en historie, der er baseret på fakta: Den foregår i en “fiktionaliseret, mytologisk verden”, siger Snyder i noter, der blev uddelt til journalister ved en forudgående pressefremvisning i sidste uge.
Men Snyders knugende Hollywood-franchise er næppe alene om sine fiktioner. En tradition for vestlig mytedannelse vandt frem i det 19. århundrede, som insisterede på, at disse kampe mellem græske bystater og det persiske imperium var et opgør om den vestlige civilisations egen skæbne. Tidens fremtrædende historikere mente, at Xerxes’ nederlag bidrog til at bevare de angiveligt græske egenskaber som fri tænkning og fornuft over for østlig tilbageståenhed og mysticisme. Det er et tvivlsomt synspunkt, som nogle konservative lærde i Vesten fortsat propaganderer den dag i dag. Det højreekstreme, indvandrerkritiske parti Golden Dawn i Grækenland holder ceremonier ved Thermopylæerne, som TIME rapporterede i 2012, hvor de skanderer “Grækenland tilhører grækerne” foran en bronzestatue af den dræbte spartanske kong Leonidas.
300: Rise of an Empire hengiver sig skamløst til denne dæmonisering af perserne – af den fremmede, farlige “Anden”. Det er langt fra den måde, som mange af de gamle grækere så deres verden på dengang. Perserne af den græske dramatiker Aischylos, som faktisk kæmpede i slaget ved Salamis, forestiller sig scenen i den persiske hovedstad i kølvandet på imperiets katastrofale nederlag. Der er gråd, klagesang og en advarende fortælling om hybris og imperiets overdrevne magt. Det er en lektion, der ikke kun er beregnet til persere. Aischylos’ Athen er ved at gå ind i en lang og hård krig mod andre græske stater, især Sparta, som vil medføre årtiers ødelæggelse for den græske verden. Det er en historie, som jeg udfordrer Snyder og Miller til at fortælle.
Kontakt os på [email protected].