Q: Hvorfor følte du, at du havde dummet dig ved prøven?
A: Der var et stort pres. Jeg vidste, at de ledte efter en “series regular”, en person, der ville lave mange episoder af “Fargo”, som er et stort tv-show. Så man bliver nervøs. Man har ikke en masse information om karakteren. Der er kun nogle få replikker. Og der er kun en bestemt måde, man kan levere de replikker på. Du glemmer måske en replik, fordi du ikke har lært det hele udenad. Der er alle disse nerver, når man går ind til en audition. Jeg tror, jeg glemte en replik og måtte starte forfra. Og nogle gange får man kun den ene chance, især på tv.
Men igen, der er ikke rigtig en stor pulje af indfødte skuespillere at vælge imellem. Det er ikke som med 20-25-årige hvide amerikanere, hvor man kan have hundredvis og tusindvis af skuespillere. Med indfødte har du et valg mellem måske 30 eller 50 personer – og halvdelen af dem er i Canada eller i hele landet.
Q: Har du forestillet dig en baggrundshistorie for Hanzee ud over det, der stod på siden?
A: Åh ja, helt sikkert. Der var ikke så meget på siden. Jeg var heldig nok til at være vokset op i områder som Nebraska og South Dakota og Minnesota, North Dakota, Wyoming og Montana. Jeg voksede op i 70’erne, og jeg var meget bekendt med genoplivningen af den indianske ånd, som det, der skete i Wounded Knee i ’73. Jeg kender alle disse mennesker. Jeg kender Russell Means. Jeg kender Dennis Banks. Og jeg kendte John Trudell, som desværre er gået bort . John Trudell var poet og aktivist for den amerikanske indianerbevægelse, og han var en ven. Jeg er meget fortrolig med den periode og med at være omkring de mennesker og den kultur.
Q: I betragtning af forestillingens relation til Coen-brødrenes arbejde, var disse film så også en vigtig tekst for dig? Der er så meget Anton Chigurh i den måde, du bærer dig selv på.
A: I filmen “Fargo” spillede en af mine kammerater, Steve Reevis, Shep Proudfoot. Han var ham, der arbejdede på værkstedet og slog Steve Buscemi. Steve og jeg voksede op i branchen sammen i begyndelsen af 90’erne. Så jeg tog en smule fra Steves præstation. Og jeg var klar over, hvordan Noah hentede forskellige aspekter fra forskellige Coen-brødre-film og satte dem ind i serien. Men med Anton Chigurh-tingen tænkte jeg ikke rigtig på, hvad Javier Bardem gjorde i “No Country for Old Men”. Det gik faktisk først op for mig, efter at jeg havde lavet benzinstationsscenen. Javier havde så meget mere dialog. Han fortalte en historie i den scene.