Kanonisk ret er det ældste sammenhængende retssystem i den vestlige verden. Det er et internt retssystem inden for den katolske kirke, som respekterer civilretten, så længe civilretten ikke er i konflikt med det, som kirken betragter som retfærdigt og moralsk. Den nuværende kanoniske retskodeks blev bekendtgjort i 1983 af pave Johannes Paul II. Kodeksen fra 1983 er en revision af den tidligere kodeks fra 1917. Revisionen var et direkte resultat af Det andet Vatikankoncil (1962-65), og målet med revisionsprocessen var at omsætte Det andet Vatikankoncils lære til kodekset fra 1983.
Der er 1752 kanoner (love) i den kanoniske retskodeks fra 1983, og disse kanoner dækker en stor del af kirkens lov, men der er andre love, normer, forskrifter og regler, som er opført andre steder. Den anden lov eller kanon i kodekset fra 1983 fastslår, at kodekset “for det meste” ikke definerer liturgiske ritualer eller hvordan de skal fejres. Disse normer findes i begyndelsen af de officielle liturgiske ritebøger. Der er også forskrifter udstedt inden for et stift, som følges inden for det pågældende stift, og som kan afvige fra forskrifter i et andet stift i nærheden (f.eks. alder for konfirmation). Religiøse ordener/kongregationer har hver især en generel regel, som omfatter mange regler for den interne styring af ordenen og beskyttelsen af dens medlemmer. Disse regler gælder ikke for medlemmer af et stift, som ikke er medlemmer eller søger at blive medlemmer af den religiøse orden/kongregation.
Den første kanon (lov) i 1983-loven kan virke lidt forvirrende og berører færre medlemmer af San Jose stift end den anden kanon (ovenfor), som berører os alle. Alligevel er den første kanon meget vigtig. Den lyder: “Kanonerne i denne kodeks vedrører kun den latinske kirke.” Den latinske kirke er den, som langt de fleste katolikker i USA måske tror er synonymt med den katolske kirke, men den universelle katolske kirke er større end den latinske kirke. Der findes østlige ritusudtryk af den universelle katolske kirke, som er loyale over for den pavelige autoritet, men som selv betragtes som kirker. Inden for San Jose bispedømmets geografiske grænser findes der fem østlige katolske kirker, som hver især har deres egne biskopper uden for San Jose bispedømmets område, selv om biskoppen i San Jose stadig har tilsynsbeføjelser over disse kirker: Den byzantinske (rutheniske) katolske kirke, den melkite-græsk-katolske kirke, den syro-malabariske katolske kirke, den kaldæiske katolske kirke og den ukrainsk-græsk-katolske kirke. Der er også andre, men ikke i vores bispedømme. I 1990 bekendtgjorde pave Johannes Paul II den østlige kodeks for kanonisk ret, som indeholder kanonerne for disse østlige kirker. Der er altså to kanoniske retskodekser med mange ligheder, men den østlige kodeks var nødvendig for at ære de særlige traditioner i disse østlige kirker, som er katolske, men ikke “latinske”. Forhåbentlig forklarer det den første kanon (lov) i 1983 Code of Canon Law.
Både kodekser for kanonisk ret dækker mange områder af kirkens tjeneste, og mange af lovene er meget pastorale. Der er afsnit om sakramenter, sogne, bispedømmer, katolsk undervisning, religiøse ordener, ejerskab af goder, beskyttelse af rettigheder og kirkelige straffe – for at nævne nogle få. Begge kanoniske lovbøger er tilgængelige på internettet. For at forstå mange af kanonerne er det nødvendigt med en kommentar (f.eks. New Commentary on the Code of Canon Law, redigeret af Beal, Coriden og Green, 2000). Eller du kan ringe til de kanonister, der arbejder i Tribunalet i vores bispedømme.
Sidst, den sidste kanon i Kodeks af 1983 omtales undertiden som Kirkens øverste lov. Den sidste del af denne sidste kanon siger: “…sjælenes frelse, som altid må være den højeste lov i Kirken, skal man have for øje.”